Flere ruter fra Aarhus Airport lukkes midlertidigt

Udvalget af rejser fra Aarhus Airport bliver mindre i den kommende tid.

Aarhus Airport må se væsentlige ændringer i sin flyveplan i den kommende tid.

Det er Ryanair-afgangene til Gdansk og Warzawa i Polen, Riga i Letland og den italienske storby Milano, der ikke længere flyves.

- De flyver stadigvæk til London, men bliver reduceret til to ugentlige afgange. Afgangene til Malaga er uændrede, fortæller Tina Baungaard-Jensen, kommunikationschef i Aarhus Airport.

Også Easyjet har droppet sine flyvninger til Berlin fra den 31. december.

quote Vi er ærgerlige over det, men det er bare sådan det er

Tina Baungaard-Jensen, kommunikationschef, Aarhus Airport

Aflysningerne skyldes den aktuelle coronasituation, hvor der er voldsomt mange smittede med blandt andet omikron-varianten, og hvor rejseaktiviteten ikke er kommet tilbage på niveauet fra før pandemien.

I lufthavnen, der trods sit navn er placeret tæt ved Tirstrup i Syddjurs Kommune, er der dog optimisme om fremtiden.

- Fra februar måned går Ryanair i fuld gang igen. Vi hæfter os ved, at der stadig er trafik på de ruter, hvor der er en efterspørgsel.

- Ryanair har åbnet seks nye ruter i 2021. De skal nok komme stærkt tilbage, siger Tina Baungaard-Jensen.


I alt har Ryanair midlertidigt aflyst 28 til og fra danske lufthavne. Herunder altså en del i Aarhus Airport.

- Vi er ærgerlige over det, men det er bare sådan det er. Vi glæder til det vender igen, fortæller Tina Baungaard-Jensen.

I 2019 fløj mere end 500.000 passagerer fra Aarhus Airport. Da coronapandemien brød ud året efter, blev passagertallet skåret ned til knap 120.000.