Flere afgange til København
SAS letter trykket for østjysk erhvervsliv
Aarhus Lufthavn oplevede en positiv tilstrømning af rejsende i sidste halvdel af 2013.
Helt præcist satte syv procent flere passagerer sig til rette i sædet og fløj af sted fra den østjyske lufthavn.
Se: Medvind til Aarhus Lufthavn
Nu skal der endnu flere kunder i butikken. Derfor har SAS i samarbejde med lufthavnen valgt at udvide antallet af ugentlige afgange mellem Aarhus og København med 16,2 procent. Det svarer ifølge lufthavnsdirektør Peter Høgsberg til cirka én ekstra afgang om dagen.
- Det har længe været efterspurgt hos det østjyske erhvervsliv, at der var en højere frekvens på flyvningerne mellem Aarhus og København, siger Peter Høgsberg, lufthavnsdirektør i Aarhus Lufthavn.
SAS har efter udvidelsen i alt 52 afgange om ugen fra Aarhus Lufthavn. De ekstra afgange bliver primært indsat om eftermiddagen for at lette trykket på trafikken.
Det er ifølge lufthavnsdirektøren det tidspunkt på dagen, hvor der er den største belastning - blandt andet på grund af forretningsfolk, som rejser mellem Østjylland og København:
- Vi er konstant opmærksomme på beboernes og erhvervslivets ønsker og tilpasser, så vidt det er muligt, vores produkt efter disse behov, siger Peter Høgsberg, lufthavnsdirektør i Aarhus Lufthavn.