Festivalgæster lærer at bygge gammelt om til nyt
Danmarks eneste byggefestival løber i disse dage af stablen i Ebeltoft.
De fleste vil nok forbinde festival med campingstole, musik og lunke dåseøl. Sådan er det ikke på Grobund Festival i Ebeltoft.
Her er skruer, træ og sav i højsædet, og festivaldeltagerne bruger tiden på at bygge alverdens ting og sager.
- Det er super fedt. Man møder supermange kreative og interessante mennesker, og de vil alle sammen snakke. Det er bare helt vildt fedt, og der kommer en rigtig god energi ud af det, siger 12-årige Alfred Noe, der deltager på byggefestivalen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han er i gang med at bygge en skohylde.
- Jeg går meget op i sko. Jeg har tænkt på at købe en i lang tid, men så skulle vi på byggefestival, og så kunne jeg ligeså godt bygge en, siger han og fortsætter:
- Det er megafedt at være her.
Startede som hygge-projekt
Byggefestivalen startede i Skaaresø og har kørt i mere end 10 år. Nu er den så rykket til Ebeltoft for at have plads til det stigende antal gæster, og foreningen Grobund har overtaget driften.
Idéen til festivalen opstod, da en gruppe venner skulle hjælpe en af deres mødre med at rive en mur ned.
- De drak nogle bajere og synes, det var skide sjovt, så de gjorde det igen næste år og begyndte at bygge ting. Efter 10 år havde de skabt en byggefestival, hvor der kom 1000 mennesker igennem, siger Tore Muurholm Dahl, projektleder hos Grobund, der har overtaget festivalen.
Ligesom på andre festivaler er der både campingområde, toiletfaciliteter, bar og mulighed for at købe mad.
Og så er der altså byggematerialer og værktøj for alle pengene. Blandt andet har NorthSide doneret 20 tons træ.
- Vi har skabt nogle rammer så alle og enhver kan komme og udfolde sig og skabe det, som de har lyst til. Det er for store og små, og alle kan være med. Man kan komme en hel uge og lave lige det, man har lyst til, siger Tore Muurholm Dahl.
Festivalen løber indtil på lørdag, og man kan købe både endags- og partout-billet.