Familie laver indsamling til zoo: - Ville være frygteligt, hvis de lukkede

Munkholm Zoos økonomi er helt i bund, og de må fortsat ikke åbne for de danske myndigheder. Nu har en familie med stor tilknytning til parken startet en indsamling.

Helle Bachmanns far elskede at komme i Munkholm Zoo - også efter han var blevet dement og var kommet i kørestol. Det er én af grundene til, at hun gerne vil redde parken. Foto: Privat

Helle Bachmann fra Trustrup er igennem mange år kommet i Munkholm Zoo med sin familie.

Nu har coronakrisen tvunget parken til at lukke, og det har fået Helle og hendes familie til at starte en indsamling for at redde deres fælles fristed.

Læs også COVID-19 LIVE: Få seneste nyt om corona

- Det er på en måde vores fristed. Det er som et familiested for os, hvor vi er kommet gennem generationer. Det gør ondt i hjertet, hvis de skulle lukke, fordi vi har så mange gode oplevelser derfra, siger Helle Bachmann til TV2 ØSTJYLLAND.

Helle Bachmann er kommet i Munkholm Zoo i mange år med hele sin familie. De seneste ni år har hendes kæreste Kim Kamstrup også været med. Foto: Privat

'Har du lige 600.000 kroner?'

Det var Helle Bachmanns kæreste, Kim Kamstrup, der fik idéen om at starte en indsamling for at hjælpe Munkholm Zoo.

Han havde været på fisketur, hvor han mødte ejeren af Munkholm Zoo, Benny Johansen.

Han sagde: Kan du skaffe mig 600.000 kroner. Det var nok mest ment i sjov, men min hjerne kørte jo efter det.

Kim Kamstrup

- Han sagde: Kan du skaffe mig 600.000 kroner, for det mangler jeg altså på bundlinjen. Det var nok mest ment i sjov, men min hjerne kørte jo efter det, siger Kim Kamstrup til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Så læste jeg om en zoo i Vestjylland, der havde startet en indsamling. I går morges, da jeg ikke kunne sove, tænkte jeg så: Det kan vi da også gøre.

Donationerne strømmer ind

Kim Kamstrup og Helle Bachmann fik sat gang i indsamlingen i går eftermiddag efter at have snakket med Annelise Johansen, der ejer Munkholm Zoo med sin mand.

Læs også Endelig hjælp på vej til Den Gamle By: - Det er fantastisk

- Jeg synes, det er fantastisk, at de gør det og vil hjælpe os på den måde. De har haft meget med os at gøre igennem årene. Det er rigtig flot, at de gør det, siger Annelise Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Helle Bachmanns yngste datter Josefine arbejdede i Munkholm Zoo, da hun var mindre igennem flere år - blandt andet som hestepige. Foto: Privat

Donationerne til Munkholm Zoo er allerede begyndt at strømme ind via MobilePay-overførsler.

- Min mobil har bimlet hele tiden, siden indsamlingen blev sat i gang. Den gjorde det hele aftenen i går, og den fortsætter stadig i dag, siger hun.

Vi er meget taknemmelige. Det betyder rigtig meget for os.

Annelise Johansen, medejer af Munkholm Zoo

Allerede i går aftes var indsamlingen nået op på 10.000 kroner. Fredag formiddag er der tikket donationer ind for 20.500 kroner.

- Vi er meget taknemmelige. Det betyder rigtig meget for os. Vi håber selvfølgelig, at mange fortsat vil støtte os, for vi mangler rigtig mange penge, siger Annelise Johansen og fortsætter:

Læs også Regeringen forbyder zoo og andre at trodse genåbningsplan

- Men det gør mange andre også. Derfor bliver vi ekstra glade, når folk vælger at støtte os, for der er mange at vælge imellem.

Mindre og mindre chance for overlevelse

Munkholm Zoo har været lukket siden, statsministeren lukkede Danmark ned.

Men selvom de har lukket, så løber udgifterne ingen steder.

Jo længere tid der går, jo mindre er chancen for at overleve.

Annelise Johansen, medejer af Munkholm Zoo

- Vi kan ikke bare trykke på en knap og sige, at nu får dyrene ikke mad og bliver ikke passet. Det skal de, så udgifterne er der stadig, siger Annelise Johansen og fortsætter:

Læs også Dyreparker udskyder alligevel åbning: - Det er dybt frustrerende

- Hjælpepakkerne kan holde os i live, men vi kan ikke basere en fremtid på det. Det er kun lige overlevelse, hjælpepakkerne rækker til, og jo længere tid der går, jo mindre er chancen for at overleve.

For Helle Bachmann, der er kommet i Munkholm Zoo i mange år, betyder det rigtig meget, at parken overlever.

Det ville være frygteligt, hvis de lukkede.

Helle Bachmann

Hun fortæller, at Annelise og Benny Johansen altid har gjort et kæmpe stykke arbejde for, at alle føler sig velkomne, og så det nærmest føles som familie, når de er på besøg.

- Det ville være frygteligt, hvis de lukkede. Vi har blandt andet holdt mange fødselsdage derude. Det er så hyggeligt. Der er rigtig familiært, og jeg føler, at vi altid er meget velkomne, og Benny og Annelise er der bare hele tiden, siger hun.

Helle Bachmanns far Brian ville altid holde sin fødselsdag i Munkholm Zoo - også efter han blev dement og sad i kørestol. Foto: Privat

Dement far elskede Munkholm Zoo

Flere af Helle Bachmanns familiemedlemmer har holdt fødselsdag i Munkholm Zoo, men især hendes far, der døde for to år siden, elskede at holde sin fødselsdag i parken.

– Min far var i sin sidste tid dement og sad i kørestol, og hvert år sagde han: Kan vi ikke godt holde fødselsdag i Munkholm Zoo. Vi holdte blandt andet hans 85 års fødselsdag derude, fortæller Helle Bachmann.

Læs også Dyrepark må stadig ikke åbne: - Det er meget smerteligt for pengepungen

– Vi lavede en fotomappe med ham og dyrene derfra, og den sad han meget med, efter han var blevet dement. Det var hyggeligt at komme der, og det var det, han søgte.

Alle minderne og ejernes store arbejde for at gøre parken til et hyggeligt sted for alle og et godt sted for dyrene, er årsagen til, at Helle Bachmann og hendes familie har startet indsamlingen.

Helle Bachmanns far elskede, når katte kom og ville sidde på skødet af ham i sin kørestol. Der er ikke mange andre steder, hvor man kan opleve, at dyrene kommer så tæt på, mener hun. Foto: Privat

- Det er en kæmpe cadeau til det ægtepar, der snart har haft det i 25 år. 365 dage om året står de op klokken 6 og knokler for at holde hjulene i gang, siger Kim Kamstrup, der fik idéen til at starte indsamlingen og fortsætter:

- Det er fantastisk, at de gør det, og selvfølgelig gør de det. Det skal også køre rundt uden publikum og under corona.