Familie er presset økonomisk - forhøjet børnecheck er ikke en løsning
Familien Mikkelsen sparer, hvor de kan, men alligevel er fremtiden usikker. Mor håber på bedre løsning fra Christiansborg.
Imens inflationen og prisen på el og varme buldrer derudaf, har Folketinget fredag forhandlet en ny hjælpepakke på plads, der blandt andet vil sænke elafgiften og forhøje børnechecken.
Men om den rent faktisk nytter noget, er Rikke Mikkelsen fra Hornslet i tvivl om. Hun er førtidspensionist og bor med sine to børn. De har oplevet en fordobling af elregningen.
Som børnefamilie får hun en ekstra hjælpende hånd med en midlertidig forhøjelse af børnechecken på 660 kroner i januar 2023.
- Jeg er glad for, at de har taget det første spadestik, jeg er bare ikke sikker på, at det er det rette. På den lange bane kan jeg ikke se, at det hjælper det store. Så jeg tænker, at de penge havde været rigtig godt givet ud et andet sted, siger Rikke Mikkelsen.
Hun er glad for lempelsen af afgiften, men hjælpepakkens afdragsordning er hun ikke interesseret i.
- Det er jo altid dejligt at kunne skyde regningerne til senere, men jeg er nødt til at tænke på dem på et tidspunkt. Så det kan godt være, at vi ikke behøver flytte nu, men det kan være, at vi kommer til det alligevel i den sidste ende, når det her skal betales tilbage, siger Rikke Mikkelsen.
- Vi ved ikke hvor længe de høje priser fortsætter, så det er lidt at famle i blinde. Så jeg vil helst, at vi betaler og sidder stramt i det. For vi ville være dårligere stillet, hvis vi lige pludselig har en gæld med videre.
Sælger og dropper tandlægen
Rikke Mikkelsen har ikke et konkret bud på, hvad en bedre løsning kunne være, men hun håber på noget, der ikke blot udskyder problemet.
- Lige nu og her går det, men pengene er små, og vi får mindre og mindre for dem. Så der skal virkelig tænkes kreativt, men hvor længe kan man fortsætte med at tænke så kreativt? Når alt er solgt, og der er sparet på alt, så ved jeg ikke, hvad vi skal gøre, siger hun.
Fakta om vinterhjælp
Der er indgået en aftale om inflationshjælp til danskerne.
Bag aftalen, der af Finansministeriet omtales som vinterhjælp, står regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne.
De overordnede punkter i aftalen er:
Midlertidig forhøjelse af børne- og ungeydelsen
Indefrysningsordning for husholdninger
Indefrysningsordning for virksomheder
Midlertidig lempelse af den almindelige elafgift
Bedre forsyning af træpiller
Skrotningsordningen udvides med træpillefyr
Forøgelse af pulje til udrulning af fjernvarme
Forøgelse af pulje til etableringsstøtte
Forøgelse af tilskud til afkobling af gasnettet
Lempelse af elafgift for varmepumper
Sænkning af eltariffer via flaskehalsindtægter
Familiens fjernsyn er nu permanent slukket, sammen med tørretumbleren og stikkontakterne, hvis de ikke skal bruge dem. Varmen bliver der også først tændt for, når det er strengt nødvendigt.
- Vi har skindet på næsen, men det kan vi ikke blive ved med på den lange bane, for det betyder også, at jeg har sparet sådan noget som tandlæge væk. Der er mange af de ting, man normalt skal, som jeg har sparet væk, og det kan vi ikke blive ved med, siger Rikke Mikkelsen.
Håber stadig på en hånd
Hos familien Mikkelsen er der gået sport i at bruge så lidt som muligt. Derfor har de det også godt, selvom det er hårdt, siger moren.
Hver måned bliver pengene fordelt i fire konvolutter - en til hver uge - og så handler de en gang om uge.
- Så kan jeg bedre se, hvad vi har tilbage til weekenden, siger Rikke Mikkelsen.
Hun håber dog fortsat på en hjælpende hånd fra Christiansborg.
- Og måske nogle løsninger, der er mere realistiske. Jeg ved ikke, hvad det kunne være. Det er jeg slet ikke klog på, siger Rikke Mikkelsen.