Færre flyver indenrigs fra Aarhus Lufthavn
Rejsende indenrigs i Danmark vælger flyrejsen fra. Samtidig flyver flere til udlandet fra Aarhus.
Om det skyldes klimabevidsthed eller bedre og billigere alternativer, fortæller de tørre tal ikke noget om. Men faktum er, at færre boarder et fly, når de skal rejse indenrigs i Danmark.
Det gælder både fly fra Aarhus Lufthavn og fra lufthavnen i Kastrup, viser nye tal som News Øresund har trukket.
2018 var for Lufthavnen i Tirstrup det første år, hvor flere benyttede lufthavnen til at rejse direkte til udlandet end til destinationer i Danmark.
Flere flyver udenrigs
- Udenrigstrafikken overgik for første gang indenrigstrafikken som det største markedsområde, skriver lufthavnen i sin årsrapport for 2018.
- Flere har haft mulighed for at flyve direkte til slutdestinationen, hvilket medfører at færre har behov for København som mellemstation.
Af samme grund faldt indenrigstrafikken allerede i 2018 sammenlignet med tidligere år.
Indenrigstrafikken mindskes også i Kastrup Lufthavn. Passagerer, som rejser indenfor Danmarks grænser, udgør kun omkring fem procent af trafikken i Københavns Lufthavn. I løbet af 2019 er antallet mindsket med 7 procent, sammenlignet med samme periode 2018. Også Aarhus Airport meddeler i sin halvårsrapport at antallet af passagerer på indenrigsruter faldt.
Aarhus Lufthavn udvider
Aarhus Lufthavn oplevede ellers flere passagerrekorder i 2018, hvor antallet af rejsende, der rejste gennem Aarhus Lufthavn, steg med 30 procent i forhold til året før. I alt rejste næsten en halv million mennesker gennem Aarhus Lufthavn i 2018. Det skriver lufthavnen i sin årsrapport for 2018.
Og i år forventer lufthavnens ledelse at endnu flere vil bruge Aarhus Lufthavn til deres rejse. Passagererne skal blandt andet lokkes til med en række nye direkte ruter til blandt andet Grækenland og Spanien.
- Det er en rigtig spændende dag i lufthavnens historie at vi her et år efter, vi indledte et samarbejde med SAS, nu også kan begynde at øge mængden af nye spændende destinationer, sagde Peer Kristensen, der er direktør i Aarhus Lufthavn i forbindelse med offentliggørelsen af en række nye ruter fra lufthavnen mandag.