Endelig: Munkholm Zoo har fanget den sidste abe
Fire aber stak af fra Munkholm Zoo for 10 dage siden. Nu er den sidste endelig blevet fanget
Det er 10 dage siden, at fire berberaber tog flugten fra Munkholm Zoo på Djursland, og siden har zoo-direktør Benny Johansen forsøgt at lokke dem hjem via forskellige metoder.
Tre af aberne har været tilbage hos dyrepasserne i Munkholm Zoo i nogle dage, og i dag, tirsdag, blev den sidste så lokket hjem til vennerne.
Det skete ved lidt af et tilfælde ved den gård, hvor den fjerde abe har opholdt sig i et stykke tid, og klokken 14.35 i dag, tirsdag, sluttede jagten på den sidste abe.
- Vi havde en pige til at sidde deroppe hele formiddagen og til lidt over middag. Hun ringede og sagde, at hun ikke havde set aben, og så bad jeg hende om at sætte en rævefælde med friskt frugt op ved siden af den store fælde. Da vores dyrepasser Camilla var deroppe for at tjekke fælden, var aben gået derind, fortæller en glad zoo-direktør Benny Johansen til tv2oj.dk.
Han og medarbejderne fra Munkholm Zoo har tilbragt rigtig mange timer med at finde og lokke de fire aber hjem igen.
Zoo får flere besøgende af abe-flugt
- Vi har brugt sindssyg mange timer på det her. I 10 dage har vi haft folk ude hver dag fra klokken 8.10 og ud på eftermiddagen, og da den ene abe var løs i Balle, ringede folk også til mig om aftenen, lyder det fra Benny Johansen.
Han har hørt nogen tale om, at aberne måske får smag for friheden efter springturen, og om man kan mærke det på dem, når de er blevet fanget igen.
- Det er 100 procent modbevist, at de gerne vil ud i friheden igen. Da vi lukkede de tre ind, så sad de bare oppe på grenen, og der faldt fuldstændig ro over dem, forklarer Benny Johansen.
Glad zoo-ejer efter dagens fangst: Aberne har det godt
Den fjerde abe har ikke været på vægten og er ikke blevet tjekket endnu, men den ser ud til at være i fin form, og den har ikke været i berøring med andre dyr, så den burde være sund og rask.
Nu melder spørgsmålet sig så, om Munkholm Zoo har sikret sig, at abeflugten ikke bliver gentaget.
- Vi har repareret anlægget og gået alle samlinger igennem. Når de har været ude at løbe, så bliver man jo nervøs for, at det skal ske igen. Det her er en lærestreg til os om, at vi skal huske at kigge efter de steder, hvor normalt ikke lige kigger. Vi har snakket tingene igennem, og procedurerne er blevet gået efter, lyder det fra Benny Johansen.