Efterskoleelever bag mindre frafald: - De går mere op i vores udvikling
Eleverne bliver både dannet og lærer at stå på egne ben, lyder det.
30.669.
Så mange unge mennesker har i år valgt at starte på efterskole. Det er 600 flere elever end sidste år og det højeste antal nogensinde.
Læs også
Det viser tal fra landets efterskoler.
Og i kommunerne i Østjylland er det ingen undtagelse. Her oplever efterskolerne en rekordhøj efterspørgsel på pladserne i år.
- Det er blevet noget, forældrene ønsker at give til sine børn, hvor det engang var noget, man skulle på, når man havde problemer, siger forstander, Tirstrup Idrætsefterskole, Jesper Ø. Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Bliver dannet
For eleverne på Tirstrup Idrætsefterskole er det især det sociale, der trækker, når de skal give et bud på, hvorfor så mange elever vælger efterskolen til.
- Man lærer på en helt anden måde at begå sig socialt med folk på ens egen alder, siger elev, Tirstrup Idrætsefterskole, Mads Kyed Meyer, til TV2 ØSTJYLLAND.
Samtidig er den personlige udvikling i fokus, og det er vigtigt, mener de.
- De går ikke så meget op i skole her, og det, synes jeg, er så fint. De går mere op i vores udvikling, for de vil jo gerne have, vi bliver nogle ordentlige mennesker, siger elev Anne Jessen Vad.
Færre frafald
Noget tyder på, at efterskolerne har fat i den lange ende.
En undersøgelse Danmarks Statistik lavede i 2018 viser nemlig, at efterskoleelever oftere fuldfører ungdomsuddannelser end almindelige folkeskoleelever.
Læs også
- Det er ikke, fordi vi har vildt mange faglige fag, i hvert fald ikke for mit vedkommende, men man bliver klar til det. Man bliver forberedt i et år med mindre belastning, siger elev Mads Kyed Meyer.
På gymnasierne kan de nikke genkendende til den udvikling. De oplever et mindre frafald hos de elever, der kommer fra en efterskole.
- De har stået lidt på egne ben, og de lært at være en aktiv del af problemløsningerne hos os, og det gør dem mere robuste, siger forstander, Tirstrup Idrætsefterskole, Jesper Ø. Pedersen.
Andet end det faglige
På Tirstrup Idrætsefterskole går de ikke kun i skole sammen. Eleverne spiser og bor også sammen.
Læs også
Lige netop det kan være en del af forklaringen på, hvorfor færre efterskoleelever frafalder ungdomsuddannelserne, mener forstanderen på Tirstrup efterskole.
-Det er måske en modpol til det faglige fokus som nogen af dem måske har været vant til, siger han.