Djurs Sommerland løfter sløret for nyt temaland
Djurs Sommerland er netop gået i gang med at bygge et nyt stort temaland i parken.
Sidste år pillede Djurs Sommerland den berømte og berygtede abe, King Kong, ned.
Den ikoniske abe og de gule bananbåde har været en del af sommerlandet i 27 år og parken mente, at det var på tide, at King Kong, bananerne og resten af Jungle Safari skulle på pension.
Læs også
Efter 27 sæsoner var forlystelsen nemlig blevet slidt og svær at vedligeholde.
- Den har ikke helt det niveau, som vi gerne vil have i Djurs Sommerland fremover, lød det fra direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, sidste år.
Siden da har direktøren være meget hemmelighedsfuld omkring, hvad der skal erstatte King Kong og de andre dyr fra junglen, men nu kan han endelig løfte sløret for, hvad parken har i ærmet.
Fortidens konger
Junglens konger bliver erstattet af intet mindre end dyrenes konger fra fortiden, nemlig dinosaurerne.
- Vi fjernede Jungle Safari, fordi vi gerne vil lave et nyt temaland, og vi har besluttet, at det bliver et dinosaurland, og det kan vi så løfte sløret for nu, siger direktøren til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er dog minimalt, hvad direktøren ellers vil sige om det nye temaland. Han vil hverken fortælle, hvilke slags forlystelser temalandet kommer til at indeholde, hvorfor valget er faldet på dinosaur-tema, eller hvor stort temalandet bliver.
- Jeg kan ikke sige så meget mere end det endnu. Man må væbne sig med tålmodighed, lyder det fra direktøren.
Det nye temaland skulle stå klart i 2021, men på grund af COVID-19 er sommerlandet blevet nød til at rykke åbningen til 2022.
Læs også
”Leeeets goooooo”
Den 16. september annoncerede parken selv nyheden om det nye temaland på deres Facebook-side.
Her har de lagt en video op, hvor man kan se, at de netop nu er i gang med at bygge en af de forlystelser, som bliver en del af temalandet. De vil dog ikke fortælle, hvad det er for en forlystelse, men beder i stedet følgerne om at gætte på det.
Videoen har i skrivende stund fået 689 kommentarer, 757 reaktioner og 117 delinger, og der er tilsyneladende mange, der glæder sig til, at det nye temaland åbner.
Læs også
- Hmm det ligner en Mack powered coaster, så vi ser nok endnu engang på en familie rutsjebane. Havde håbet på noget mere "inversion" og thrill. Men min søn glæder sig i hvert fald meget til noget dino-action, skriver en af Facebook brugerne.
- Det er jo perfekt, når det er i 2022, vi har tænkt os at få sæsonkort, skriver en anden.
- Leeeets goooooo!, skriver en tredje.
Djurs Sommerland får god tid til at bygge det nye temaland op, når de efter efterårsferien lukker hele sommerlandet ned.