Det kolde gys hitter
Flere end 50.000 kaster sig i den kolde bølgen blå
For tiden er vandet bare seks grader varmt, men det er ingen hindring for at tage en dukkert for de mange tusinde mennesker, der kalder sig selv vinterbadere.
Antallet af vinterbadere stiger hele tiden. I klubben Vikingerne i Ebeltoft er medlemstallet i dag over 100, og formanden i klubben ved godt, hvad det er, der trækker ved det kolde gys.
- Det er skønt! Det redder hele dagen, siger formanden Mie Laursen.
På landsplan er der omkring 26.000 registrerede vinterbadere, hvilket betyder, at antallet er mere end fordoblet på fem år. Det vurderes, at mindst lige så mange danskere vinterbader uden at være med i en klub. Dermed ender antallet af vinterbadere på over 50.000.
I Aarhus finder man Vikingeklubben Jomsborg, som er den suverænt største vinterbadeklub i Danmark med 7.700 medlemmer.
Jomsborgs vikinger hopper ofte i vandet ved den Permanente i det nordlige Aarhus.
Både i Aarhus og i Ebeltoft er klubbernes nye medlemmer begejstrede:
- Jeg havde lyst til at se, om det var noget for mig, og det er det, siger Eldbørg Pollestad, der er ny vinterbader i Aarhus.
I Ebeltoft tog det lige et øjeblik, inden velværen indfandt sig.
- Jeg skreg højt. Jeg kunne mærke, hvordan det bed i huden, men da jeg kom i saunaen, så kunne jeg mærke varme i hele kroppen, siger Stina Damgaard efter sin første ur i det seks grader kolde vand ved Ebeltoft.
Ifølge Vikingeklubben Jomsborg kan klubben faktisk bryste sig af at være den største vinterbadeklub i hele verden.
Kom med i bølgen blå: Se TV 2 | ØSTJYLLANDs indslag om vinterbadning i videoen øverst i artiklen.