Camilla blev ramt af et lyn
Camilla Schriver blev ramt af et lyn i Rønde
Camilla Schriver har på sin egen krop mærket, hvor store kræfter vejrguderne råder over.
Det skete i fredags, hvor pludselig blev ramt af et lyn.
- Jeg er stadig lidt i chok, fortæller Camilla Schriver fra Egå.
Hun er i praktik som socialrådgiver i Syddjurs Kommune i Rønde. Fredag ved middagstid fik hun fri fra arbejde, og ville skynde sig at hente sin søn.
Udenfor væltede det ned med regn, og det tordnede også.
Camilla besluttede sig for at tage en paraply og skynde sig hen til sin bil, der holdt på parkeringspladsen.
Men på vej derhen slog et lyn ned og ramte hende.
- Det var ligesom at få et kæmpe stød i armen og hele vejen ind i brystet, siger Camilla Schriver.
Chokeret satte hun sig ind i bilen. Her konstaterede hun, at hun ikke lugtede brændt og at hjertet slog. Dog slog det meget hurtigt og meget kraftigt.
Læs også
Da hun var kommet hjem, ringede hun til sin læge, som fik hende indlagt.
Her viste undersøgelserne heldigvis, at alt var i den skønneste orden.
Omkring en fjerdel af de personer, der bliver ramt af lyn, dør, så Camilla Schriver har været heldig.
- Jeg tænker, at det, der har reddet mit liv, er, at der har været så meget vand parkeringspladsen, og at det på en eller anden måde har afledt lynets kraft. Havde jeg stået på en tør fodboldbane, havde jeg fået et skrald, siger hun.
Og det kan der være noget om, fortæller Ole J. Knudsen, der er fysiker og astronom på Aarhus Universitet.
- Camilla har været heldig. Hvis vandet er rent, så er det ikke ledende. Vand er kun elektrisk ledende, når der er salte i. Hun har ikke haft nogen særlig god jordforbindelse, og det er godt, hvis man bliver ramt af lynet, fortæller han.
- Jeg er taknemmelig for, at jeg sidder her nu, siger Camilla Schriver.
Du kan møde Camilla Schriver og høre hele hendes historie i tv-indslaget øverst på siden.