Brand i stuehus ved stutteri: Røgdykkere fik styr på flammer
Beredskab og Sikkerhed rykkede tirsdag eftermiddag ud til brand i byen Thorsager, hvor medarbejdere havde opdaget en brand i et stuehus
Beboerne på en landejendom ved Thorsager på det sydlige Djursland kan ikke vende hjem til deres hus efter, at en brand raserede tirsag eftermiddag.
Klokken 15.12 blev Beredskab og Sikkerhed kaldt ud til en adresse på Skovvej, hvor brandfolkene kunne se, at det var et stuehus der stod i flammer.
Stuehuset var en del af et stutteri, men ingen heste var i fare for flammerne, fortæller indsatsleder Kirsten Dyrvig fra Beredskab og Sikkerhed til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der var røg i hele huset, så vi sendte røgdykkere ind. De fandt frem til og slukkede ilden, som var opstået ved et sofa-møblement. Et eller andet brændte ved sofaen.
Læs også
På grund af massive røgskader er stuehuset nu ubeboeligt. Også Østjyllands Politi var til stede ved branden og har efterfølgende afspærret huset for at foretage undersøgelser, oplyser brandvæsnets indsatsleder Kirsten Dyrvig.
Det var nogle ansatte ved stutteriet, som opdagede branden. Beboerne var ikke hjemme, og der opholdt sig ingen mennesker i stuehuset under branden.
- Der var to katte. Den ene kom ud, men den anden ved beboerne ikke, hvor er. Den kan have været udenfor, siger Kirsten Dyrvig.
Brandfolkene fik slukket branden i løbet af halvanden time.