Brand i Djurs Sommerland: Bygning brænder ned til grunden

Brandvæsenet arbejder i øjeblikket på at slukke en brand i en restaurant i Djurs Sommerland.

00:25

VIDEO: Beredskab fra tre forskellige stationer arbejder i øjeblikket på at slukke en brand i en restaurant i Djurs Sommerland i Nimtofte. Video: Øxenholt Foto Video: Øxenholt Foto

Beredskab fra tre forskellige stationer arbejder i øjeblikket på at slukke en brand i en restaurant i Djurs Sommerland i Nimtofte.

Branden er opstået i udsugningen til restauranten Pirate's Food Market omkring kl. 18.48 og har siden bredt sig til taget:

00:23

Klokken 20.00 melder Østjyllands Politi, at bygningen er overtændt og forventes at brænde helt ned. Video: Øxenholt foto

Luk video

- Brandvæsen og personale får relativt hurtigt bugt med den første brand, men nu er branden så blusset op igen, og det er de ved at få styr på derude, fortæller Peter Hunniche, vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

På Twitter oplyser politiet klokken cirka 20.00, at bygningen er overtændt, og at den forventes at brænde helt ned. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Kort efter klokken 21 beretter vagtchefen hos Østjyllands Politi, Peter Hunniche, at brandvæsenet foretager kontrolleret nedbrænding, hvor de lader bygning brænde ned til grunden, alt imens de sikrer sig, at brænden ikke spreder sig til andre bygninger.

Læs også Djurs Sommerland-direktør efter brand: Det er trist

Desuden kan politiet bekræfte, at der er to ambulancer og en lægebil til stede ved branden, men at de ikke har foretaget nogen sygekørsel:

- Der er fortsat ingen tilskadekomne. Det personale fra Djurs Sommerland, der hjalp til i første omgang er blevet tjekket, men er ikke kommet noget til, siger Peter Hunniche, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Alt presse og fotografer er blevet forvist fra området med begrundelsen, at det er privatejet.

Det er i restaurant Pirate's Food Market, branden er startet, og retauranten forventes at brænde ned til grunden.  Foto: Øxenholt foto

Håber på at kunne åbne i morgen

Djurs Sommerland er nordens største sommerland. Forlystelsesparken er familieejet og drives af brødrene Henrik B. Nielsen og Michael B. Nielsen, der er børn af grundlæggerne.

Førstnævnte har TV2 ØSTJYLLAND været i kontakt med kort før klokken 21. Han fortæller, at branden efterhånden er under kontrol.

- Brandvæsenet arbejder på højtryk herude, og det ser så småt ud til, at de er ved at have fået branden afskærmet, siger Henrik B. Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Direktør, Henrik B. Nielsen, fortæller, at han håber på at kunne åbne parken for gæster i morgen. Djurs Sommerland opdaterer løbende deres hjemmeside med de nyeste informationer.

De har endnu ikke det fulde overblik over situationen, men han fortæller, at folk kan holde sig opdateret på parkens hjemmeside med de nyeste informationer.

- Vi håber på, at de kan få inddæmmet branden så meget, at vi på trods af det hele kan åbne parken for gæster i morgen. Men det ved vi ikke endnu, siger Henrik B. Nielsen.

Det er ikke mere end fire år siden, at Djurs Sommerland sidst var ramt af en kraftig brand. Tilbage i 2016 var det et cafeteria i forlystelsesparken, der brændte ned til grunden.