Børn arrangerer støttekoncert: Vil holde liv i småbyerne
Hvis man vil have liv i landsbysamfundet, så må man selv gøre noget for det. Det mener Molsskolens elever, der arrangerede støttekoncert torsdag
Udkantsdanmark er ikke kun lig med lukninger af skoler og butikker. På Mols har en gruppe borgere taget kampen op for at holde liv i lokalområdet.
'Mols i Udvikling' er navnet på et nyt initiativ, og torsdag aften havde den lille forening bestående af lokale institutioner og forretninger arrangeret en støttekoncert, hvor overskuddet fra snack- og sodavandssalget skal bruges til den nye kultur- og idrætshal i Knebel.
Læs også
- Jeg tror, det bliver et samlingspunkt for mange forskellige grupper. Elever, foreninger, alt muligt. Hvis udkantsområderne ikke skal dø, så skal der ske noget. Og det må man sige, der gør lige nu, siger Helmuth Mikkelsen, der var blandt koncertgæsterne.
Koncerten, der havde omkring 100 gæster, foregik på Molsskolen, hvor elever og lærere i samarbejde havde stablet arrangementet på benene.
- Vi har prøvet at køre lidt forårsstemning. Sådan lidt hyggeligt, hvor folk sidder nede på jorden, og vi har sådan nogle træstubbe og sådan noget, siger Søs Elisabeth Strand, der går i 8. klasse på Molsskolen
Aftenens hovednavn var den finske sanger og sangskriver Mirja Kippel, som gav sin anden koncert på en turné, hun afholder i forbindelse med et nyt album.
Og hun havde ikke stjernenykker over at spille på en folkeskole på Mols.
- Jeg plejer ikke at have sådan et virkelig stort publikum. Vi spiller mange forskellige steder. I små cafeer og kulturhuse. Så det er meget forskelligt, hvad man kommer til, siger Mirja Kippel, der var taget afsted fra København for at spille.
Overskuddet går til et godt formål
Koncerten er gratis, men eleverne håber på at tjene penge på snacks og drikkevarer – og så går hatten også rundt, så man kan donere og støtte Mols’ udvikling.
Selvom koncerten fandt sted i det såkaldte Vandkantsdanmark, så var hatten udstyret med en QR-kode, så man kunne overføre penge med MobilePay og på den måde støtte multi-hallen, som er anslået til at koste 30 millioner kroner.
- Mange bække små gør en stor å, så alle små og store bidrag i den sammenhæng er vigtige. Det her er første støttekoncert i den her kaliber, men vi spytter lidt i kassen, og det er vigtigt at samle folk til gode og interessante oplevelser. Det er kultur, siger Kasper Østvig Nissen, der er lærer på Molsskolen.
Eleverne havde dog ikke selv være ude og bruge sparepengene på snacks og drikkevarer.
Tre Dagli’ Brugsen-forretninger havde sammen sponsoreret blandt andet snacks og sodavand til arrangementet.
- Det gør vi, for det er jo vores kunder og måske fremtidige kunder. Vi skal sørge for, at der flytter nogen hertil, så butikkerne de stadig er levedygtige. Vi støtter gerne sådan noget som det her, når vi får en henvendelse, siger Erik Schmidt, der er formand for Dagli’ Brugsen i Tved
Om det var forårsstemningen, musikken eller noget helt tredje er svært at sige, men eleverne ser støttekoncerten som en succes.
Læs også
- Det er mega fedt at se så mange, for det havde vi ikke regnet med. Vi synes jo, det er mega fedt at starte projekter helt fra scratch af og så ellers bygge op og se, hvordan det bliver, siger Mynte Eggert Møller, der går i 8. klasse på Molsskolen.