Bolig rippet for inventar

Hus på Djursland havde ubudne gæster

Der ventede en familie fra Djursland noget af en overraskelse, da den vendte hjem til sit hus på Stubbe Søvej nord for Ebeltoft.

Her havde ubudne gæster haft travlt med at tømme boligen for inventar.

Gerningsmændene havde opbrudt en terrassedør og derefter gået i gang med at forsyne sig.

Indbrudstyvene har blandt andet stjålet to lænestole af mærket Ejlersen, en lænestol af mærket Børge Mogensen, et spisebord fra 1735, to malerier og en vask i træ, der vejer cirka 200 kilo, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Men her stoppede tyvene ikke.

De tog også to lysestager i messing, to symaskiner, en bruser, et 46" tv af mærket LG, 30" tv af mærket LG, et 36" Samsung-tv, en Weber kuglegrill og en lang række hårde hvidevarer som vaskemaskine, tørretumbler, køleskab, komfur og opvaskemaskine.

Derudover blev der også stjålet værktøj og tøj fra boligen samt andre effekter.

- Det er sjældent, at vi oplever, at der bliver stjålet så mange ting fra en bolig, siger vagtchef Klaus Møller fra Østjyllands Politi.

Indbruddet er sket i perioden fra den 28. juli klokken 12.00 og frem til den 31. juli klokken 15.30.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands politi på telefonnummer 114.