Bilist dræbt i sammenstød med lastbil
Føreren af en personbil kørte angiveligt frem for en ubetinget vigepligt og blev ramt af en lastbil
En færdselsulykke i krydset Flintbakken og Trekronervej i Rostved ved Rønde på Djursland kostede sidst på eftermiddagen mandag en 68-årig mand livet.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Læs også
En lastbil og en personbil kørte sammen i krydset. Vidner har forklaret, at føreren af bilen formentlig kørte frem for en ubetinget vigepligt fra Trekronervej og ud på Flintebakken.
Mand fra lokalområdet
Det stod hurtigt klart, at føreren af personbilen var omkommet i forbindelse med ulykken.
Ifølge Østjyllands Politi er der tale om en 68-årig mand fra lokalområdet.
Føreren af lastbilen er uskadt men chokeret.
Læs også
I forbindelse med ulykken har politi og redningspersonale været i gang med at afspærre og foretage afhøringer af vidner.
Bilinspektøren er tilkaldt for at få det fulde overblik over årsagen til ulykken.