To biler kørte frontalt sammen - en person anholdt
Der er ikke sket personskade, oplyser Østjyllands Politi.
Klokken 16.53 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Djursland.
På Holmbjergvej i Knebel kørte to personbiler frontalt sammen.
- Den ene bil kommer for langt over i den anden side, så det ser ud til, at den ene bil ikke holder sin bane, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Men det er svært at sige, hvad der er årsagen til det. Vi har anholdt en person med henblik på at få taget en blodprøve, lyder det fra politiet.
I den ene af bilerne sad én person, og i den anden bil var der to personer.
Østjyllands Politi oplyser, at der ikke er sket personskade. Der er også ryddet op på uheldsstedet.