Banker meldt til politiet
Pengeinstitutter beskyldes for rentesjusk
Fem østjyske banker og sparekasser er blevet meldt til politiet af Finanstilsynet. Samtlige fem pengeinstitutter ligger på Djursland.
Det sker, efter at tilsynet har færdiggjort en undersøgelse af
de prisoplysninger, som pengeinstitutterne selv har lagt på
deres hjemmesider.
I alt har Finanstilsynet afsøgt 32 banker og sparekassers hjemmesider for lovpligtige prisoplysninger. Der blev fundet fejl hos 31 banker.
15 pengeinstitutters fejl var så graverende, at de nu er
blevet politianmeldt. Alle de politianmeldte er mindre, lokalt
funderede, banker og sparekasser.
- Undersøgelsen viser med al tydelighed, at der er behov for
at få rettet op, så kunderne fremover får de oplysninger de har
krav på, siger Annette Bjaaland Andersen fra Finanstilsynets
Forbrugerkontor i en pressemeddelelse.
De fem østjyske pengeinstitutter, der er blevet meldt til politiet, er Helgenæs Sparekasse, Ebeltoft Andelskasse, Rønde og Omegns Sparekasse, Djurslands Bank samt Søby-Skader Halling Sparekasse.