Akuttelefon til borgere i krise
Ny telefonlinje skal hjælpe kriseramte hurtigere videre
En anonym telefonlinje er netop blevet oprettet i Syddjurs Kommune. Akuttelefonen er til for de mennesker, der har det psykisk svært eller er i akut krise.
Den nye akuttelefon er en del af Socialstyrelsens fokus på akutindsatser på psykiatriområdet, og Syddjurs Kommune har udviklet akuttilbuddet sammen med ca. 20 andre kommuner.
Erfaringer viser, at borgere, der kommer i krise, kommer sig hurtigere, når hjælpen iværksættes hurtigt.
- Alle mennesker kan blive ramt af en dyb livskrise, hvad enten det skyldes angst, psykisk sygdom, en voldsom hændelse eller et dødsfald i familien. Når det sker akut, er det vigtigt, at kunne få en rådgiver i tale som har den rette erfaring. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med satspuljemidler nu kan tilbyde en akuttelefon døgnet rundt. Og vi kan desuden tilbyde en seng for natten til dem som har behov for at tilbringe natten et trygt sted, siger formand for udvalget for sundhed, ældre- og socialområdet Ole Bollesen.
Hvis man ringer på akuttelefonen kan man anonymt få rådgivning af fagpersoner som har erfaring med krisesamtaler, og der er ikke sat nogen begrænsninger for, hvad man kan ringe til akuttelefonen om. Det kan være, hvis man har et angstanfald, ikke kan håndtere en voldsom hændelse, er nedtrykt eller det er uoverskueligt at være alene. Man kan både henvende sig på egne vegne eller på vegne af et familiemedlem eller en ven
Projektet er finansieret af satspuljemidler. Akuttelefonen kan kontaktes på 51 35 64 76 døgnet rundt.