Aktivister smed hø til vilde heste: - Det svarer til at smide en brosten gennem et vindue

Dyreaktivister var tidligere på ugen ude for at give hø til hestene på Molslaboratoriet, selvom det er ulovligt.

Rewilding-projektet i Mols Bjerge har længe været til ophedet debat. Og nu blusser konflikten endnu en gang op. 

Dyreaktivister har længe peget på, at de ikke mener, at der bliver taget godt nok hånd om de dyr, der bevæger sig på Molslaboratoriets 120 hektar vilde natur. Et af kritikpunkterne har været, at dyrene ikke får nok mad. 

I mandags tog en gruppe dyreaktivister ind på området, hvor de smed hø ind til dyrene. Høet blev senere på aften fjernet af medarbejdere fra Molslaboratoriet. 

Som at smide med brosten

Oplevelsen ærgrer Bo Skaarup, der er direktør for Naturhistorisk Museum, som Molslaboratoriet hører under. 

- Det er faktisk på kanten af hærværk, fordi der er tydelig skiltning i området, hvor der står, at der ikke må fodres dyr. Så kan man have nok så mange holdninger, men det er selvtægt. 

Sådan så det ud, da dyreaktivister mandag smed hø ud til dyrene på Molslaboratoriet.
Sådan så det ud, da dyreaktivister mandag smed hø ud til dyrene på Molslaboratoriet. Foto: Øxenholt Foto

- Jeg var selv derude til efter midnat for at rydde op, og det er altså ret træls som museumsdirektør, siger Bo Skaarup til TV2 ØSTJYLLAND.

Han kommer dog ikke til at politianmelde hændelsen.

- Vi går ikke videre i sagen, men vi er i dialog med politiet om potentielt hærværk. Jeg vil sammenligne det med, at det i princippet svarer til at smide en brosten gennem et vindue, siger Bo Skaarup.

Kan komme mere selvtægt i fremtiden

TV2 ØSTJYLLAND ville gerne have talt med en af de dyreaktivister, der mandag smed hø ind til dyrene ved Molslaboratoriet, men det har ikke været muligt at finde frem til, hvem der har gjort det.

quote Det er faktisk på kanten af hærværk, fordi der er tydelig skiltning i området, hvor der står, at der ikke må fodres dyr.

Bo Skaarup, direktør, Naturhistorisk Museum

Dorthe Brauner Jensen står bag foreningen 'Stop vanrøgt af dyr bag hegn'. Hun var ikke selv med til hø-aktionen, men hun har været en af de mest udtalte kritikere af dyrevelfærden ved Molslaboratoriet.

Hun mener, at aktionen kommer som en konsekvens af museets manglende arbejde for dyrene, og hun vil ikke afvise selv at gøre noget lignende.

- Jeg tager ikke afstand fra det. Hvis Molslaboratoriet var min nabo, ville min medmenneskelighed for de her dyr være større end min solidaritet til ledelsen. Så jeg ville helt klart også smide noget hø, siger Dorthe Brauner Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Dyreaktivisten er også meget uenig med Bo Skaarup, når han kalder aktionen for hærværk.

- Det er ikke hærværk. Det er et opråb til myndighederne og et opråb om, at vi ikke vil finde os i det her mere. At han kan finde på at sammenligne det med at kaste brosten, det er vanvid, siger Dorthe Brauner Jensen.

Var du med ved aktionen?
Var du en af de dyreaktivister, der mandag smed hø til dyrene ved Molslaboratoriet, vil TV2 ØSTJYLLAND gerne i kontakt med dig. Ring til os på telefon 87 42 42 42 eller skriv til os på redaktion@tv2oj.dk.