På Sletterhagevej nær Helgenæs i den sydligste del af Djursland er en ældre herre fredag eftermiddag afgået ved døden efter et hjertestop og efterfølgende trafikuheld.
- Han kørte i sin bil og fik hjertestop undervejs. Han ramte en trægavl på et hus, og ambulancelægen har erklæret ham død, siger indsatsleder hos Brand og Redning Djursland Jann Rytter til tv2oj.dk.
Indsatslederen fortæller, at han ikke kender den afdødes alder præcis, men at han var 'omkring de 70'.
Det skete på en smal vej, og der var ingen hjemme i det hus, som den nu afdøde ramte.
Huset er i øvrigt ikke i fare for at styrte sammen trods påkørslen.