Aarhus Lufthavn evakueret efter fund af mistænkelig genstand
Det meste af Aarhus Lufthavn er afspærret og folk er evakueret, efter der er blevet fundet en mistænkelig genstand.
Der er netop nu drama i Aarhus Lufthavn, som ligger ved Tirstrup.
Østjyllands Politi oplyser, at de klokken 13:30 fik en anmeldelse om, at der er blevet fundet en mistænkelig genstand, og derfor har de nu valgt at afspærre det meste af lufthavnen og evakuere folk på stedet.
Læs også
- Der er fundet en mistænkelig genstand, som gør, at vi af sikkerhedsmæssige årsager har afspærret lufthavnen. Efter at have undersøgt omstændighederne nærmere, valgte vi klokken 15.30 at evakuere lufthavnen, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han oplyser også, at ingen personer er kommet noget til.
Poltiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at fortælle, hvor og hvordan genstanden er fundet.
Påvirker flytrafikken
Der er tilkaldt eksperter og bomberyddere, som nu skal undersøge genstanden.
- Før vi er sikre på, hvad det er, bliver lufthavnen ved med at være afspærret. Bomberydderne er på vej derud, men det kan godt tage lidt tid, før det er undersøgt til bunds, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Østjyllands Politi oplyser også, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at komme frem til lufthavnen på grund af afspærringen.
Det betyder, at der de næste timer hverken vil være flyafgange eller landinger i Aarhus Lufthavn.
Aarhus Lufthavn vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere på situationen. De kan heller ikke oplyse, hvordan det kommer til at påvirke flytrafikken.
- Al den information, der kommer ud lige nu, kommer via politiet. Det har vi aftalt med dem, siger Peer H. Kristensen, der er direktør i Aarhus Lufthavn, til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Lufthavnen vil blive åbnet igen, så snart politiet er færdige med deres undersøgelser. Men hvornår det sker, ved vi ikke, siger direktøren hos Aarhus Lufthavn til TV2 ØSTJYLLAND.
140 er evakueret
Opdateret klokken 16:45:
Østjyllands Politi har evakueret 140 mennesker, som nu befinder sig i en bygning tæt på lufthavnen.
Et enkelt fly med 70 passagerer holder på landingsbanen og afventer nærmere.
Der er fortsat ingen adgang til lufthavnen og det er fortsat ukendt, hvor længe der vil være spærret.
Fly flyver til Kastrup
Opdateret klokken 17:50:
Flyet med de 70 passagerer flyver istedet til Kastrup Lufthavn, hvor passagerne kan komme ud.
Politiet arbejder stadig på stedet, og kan fortsat ikke give nogen melding om, hvornår de er færdige.