70 surfere samlet til festival: - Efteråret er endelig kommet
Selvom den kan være irriterende for nogle, er blæsten længe ventet blandt surfere, der glæder sig over de store bølger
Efteråret nærmer sig, og med det kommer efterårsvejret. Men selvom mange nok kommer til at savne det høje solskin og de vindstille aftener, så er det en særlig gruppe mennesker, der har ventet spændt på den lidt mere grå årstid.
Denne weekend er omkring 70 surfere nemlig taget til Helgenæs i Syddjurs, hvor de sammen skal dyrke deres hobby.
Læs også
- Vi gør det for at styrke fællesskabet. Surfere er egentlig meget sociale, men tit når vi mødes på strandene, så har vi ikke så meget tid til at snakke med hinanden, for så skal vi altså bare ud og sejle, siger Niels Holm Pedersen, der er formand for Mols Surfklub
Hvis ordet ”surfere” bringer et mentalt billede frem af en langhåret fyr i Billabong-shorts, så kan man godt viske det ud. Surfing har nemlig ikke en type. Eller en alder.
- Vi har helt nede fra 6-årige sufere med deres forældre, og så har vi pensionister på de 70 år. Det er rigtig bredt, det er der ingen tvivl om.
Bidt af sporten
Hvis man gerne vil prøve at surfe, anbefaler Niels Holm Pedersen, at man kontakter sin nærmeste klub, så de kan hjælpe en i gang.
Og det er et tip, som Tobias Svensson godt kan støtte op om. Han begyndte at surfe på en ferie for over to år siden.
- Jeg kom hjem og var blevet bidt af den her sport. Så købte jeg mig noget udstyr, men det var svært at komme i gang, for jeg havde ikke nogen at sejle med. Og så kom jeg til den her surf festival, og det gav et boost, siger Tobias Svensson, der dyrker windsurfing i Mols Surfklub, til TV2 ØSTJYLLAND.
Tobias er siden blevet instruktør i sin surfklub, og ifølge ham kan surfing være ganske socialt, selvom man jo er alene på sit bræt ude på vandet.
- Det virker meget som en ego-sport, men hvis man kigger ud på dem, så smiler og vinker alle. Det er ikke fedt at sejle alene.
Hvis man til gengæld ikke er så vild med at møde op i en surfklub alene, så kan man gøre som Noah og Thomas Nielsen, der er far og søn.
- Det er jo den fedeste sport i verden, synes jeg. Man lærer noget nyt hver dag, for eksempel at jive eller lave stavvendning, siger 14-årige Noah Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er jo et privilegie som far at kunne komme til at bruge så meget tid en et af sine børn. Vi diskuterer og drøfter og planlægger alting sammen, siger Thomas Nielsen, der dyrker windsurfing sammen med sin søn.
Læs også
Og det er ikke kun far, der nyder at have hobbyen sammen med nogen. Noah Nielsen er glad for at have sin far med på bølgen.
- Det er virkelig fedt. Især så han kan køre mig til de steder, hvor der er vind, så jeg kan komme ud og øve hele tiden, siger Noah Nielsen.
Festivalen begyndte i dag, fredag, og slutter på søndag.