29-årig vil ikke fortælle politiet om mulige alvorlige knivstik
En tilskadekommen 29-årig mand, muligvis som følge af knivstik, var årsag til, at politiet onsdag undersøgte flere steder i Mørke.
Østjyllands Politi har torsdag offentliggjort oplysninger, der forklarer, hvorfor politiet i går var massivt til stede i Mørke på Djursland.
Ifølge politiets døgnrapport fik politiet klokken 08.58 en anmeldelse om, at en 29-årig mand var blevet stukket med kniv på en adresse i Mørke.
Da politiet nåede frem, mødte de den 29-årige, som havde alvorlige skader, der efter politiets umiddelbare vurdering stammer fra knivstik.
Han blev derfor kørt til behandling på skadestuen. Manden er uden for livsfare, men han ønskede ikke at oplyse politiet om, hvordan skaderne var opstået.
Undersøgte flere steder
I mellemtiden førte efterforskningen politiet til flere steder i Mørke, fremgår det af døgnrapporten. Det stemmer overens med, at TV2 ØSTJYLLAND onsdag kunne fortælle, at politiet havde afspærret en park ved Skolevej. Samtidig undersøgte politiet også et hus og en bil på Spurvestien.
Årsagen til vores tilstedeværelse er, at en 29-årig mand har pådraget sig nogle skader, som muligvis kan stamme fra en kriminel handling. Den 29-årige er indlagt, men er uden for livsfare. Vi efterforsker sagen nærmere og har ikke yderligere info p.t. #politidk https://t.co/DGFMAc9T27
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) November 17, 2021
Stederne blev undersøgt for spor, og politiet foretog flere afhøringer, fremgår det af rapporten fra Mørke.
Sagen efterforskes nu af Østjyllands Politi for at få klarlagt, hvad der er foregået.