Corona-kaos giver landsholdsdebut til Jens Jønsson
Jens Jønsson begyndte sin professionelle karriere på Fredensvang for AGF. Onsdag aften får han debut på det danske A-landshold.
Der er vendt op og ned på det danske fodboldlandshold i onsdagens testkamp mod Sverige.
Efter mere end 20 afbud af forskellige årsager er der således blevet plads til fire debutanter i Danmarks startopstilling.
Det er OB-keeper Oliver Christensen, FCK-stopper Victor Nelsson, Cadiz-slideren Jens Jønsson og Sampdoria-talentet Mikkel Damsgaard, der får deres første optræden på A-landsholdet.
Læs også
Det fremgår af Danmarks startopstilling til kampen.
Den ser ud således (4-3-3):
Oliver Christensen - Jens Stryger Larsen, Victor Nelsson, Mathias "Zanka" Jørgensen, Joakim Mæhle - Jens Jønsson, Thomas Delaney, Christian Eriksen - Lucas Andersen, Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard.
På trænerbænken vikarierer Ebbe Sand som landstræner. Han støttes af målmandstræner Lars Høgh og analytiker Mounir Akhiat.
Landstræner Kasper Hjulmand og assistenttræner Morten Wieghorst er sammen med ni spillere isoleret i landsholdslejren på Marienlyst Strandhotel i Helsingør efter at have været i potentiel nærkontakt med en coronasmittet.
/ritzau/