Pink-koncert, Smukfest og vejarbejde kan give kødannelse på E45
Tæt trafik, kødannelser og forlænget rejsetid. Det kan du komme ud for på E45, så kør i god tid, lyder opfordringen fra Vejdirektoratet
Hvis du onsdag skal ud at køre på E45 Østjyske motorvej omkring Horsens og Skanderborg, så er det nu, du skal lytte godt efter.
Pink-koncerten i Horsens og åbningen af Smukfest i Skanderborg - blandet sammen med vejarbejde - kan nemlig give tæt trafik og forlænget rejsetid til de østjyske bilister.
- Vi forventer, at der kan blive kødannelse specielt mellem klokken 15 og 19, for det er lige op til, hvor koncerterne starter, siger Brit Osted Nielsen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.
Selvom risikoen for kø er størst mellem klokken 15 og 19, så vil trafikken være påvirket det meste af dagen og aftenen fra 12 til 01 i begge retninger ved både Horsens, Ejer Bavnehøj og Skanderborg.
- Vi anbefaler, at man kører i god tid, fordi der godt kan være problemer på parkeringspladserne ved koncerterne, som vi har set før, siger Brit Osted Nielsen.
Læs også
- Og det vil være lidt ærgerligt at holde i en kø, når koncerten starter.
Der er kun ét spor i hver retning ved vejarbejdet mellem Skanderborg S og Ejer Bavnehøj fra klokken 19 til 05.30, og det er med til at give yderligere forsinkelser for de østjyske bilister.
Hvis du bor i nærheden af Pink-koncerten i Horsens, så anbefaler Sydøstjyllands Politi, at man tager cyklen.