Landskamp i Aarhus: Billigere billetter er muligvis på vej
Ifølge DBU vil landsholdskampen på Ceres Park blive spillet. Forbundet overvejer nedslag i pris, hvis der stilles med et B-hold
A-landsholdet og DBU er netop nu i en stor konflikt med hinanden. Det kommer forud for, at der i denne uge skal spilles hele to landskampe. Onsdag i Slovakiet og søndag skal slagets gang stå i Aarhus på Ceres Park.
Det store spørgsmål er for mange fodboldfans, hvem der kommer til at løbe ind på banen, og om der overhovedet bliver spillet nogle landskampe.
Læs også
Hos DBU er overvejelserne om, hvorvidt kampene bliver en realitet ikke inde i billedet.
- Vi arbejder på at samle et hold, så kampen skal nok blive til noget. Ellers har vi ingen kommentarer, siger Jakob Høyer, Pressechef for DBU til TV2 ØSTJYLLAND.
Fortsat uvist om holdopstilling
Men hvilket hold, der bliver samlet, det er endnu uvist. Flere 1. og 2. divisions spillere har fået tilbuddet om at iføre sig de rød/hvide trøjer, men en lang række østjyske spillere har takket nej til dette.
- Vi står last og brast med A-landsholdet. For det kunne jo tænkes, at vi i fremtiden kunne bruge Landsholdets og Superliga-spillernes solidaritet i visse forhandlinger, siger Dennis Flinta, Silkeborg IF-anfører, til Skipperligaen.
Silkeborgspilleren bliver bakket op af adskillige andre spillere fra østjyske klubber.
Pris besluttes senere
Udmeldinger som dette betyder muligvis, at DBU må søge efter spillere i de lavere rækker. Dette har bragt spørgsmål hos flere tilskuere, som gerne vil vide, hvilken betydning det får for billetpriserne, hvis kampen ikke spilles af A-holdet.
- Først når DBU har et hold, kan man beslutte, hvad der sker i forhold til billetpriser og andre forhold i forbindelse med Wales-kampen, skriver DBU i en Q&A, som de har offentliggjort på deres Twitterprofil.
Hos Ceres Park, som skal være værter for den forestående landskamp på søndag, ser man heller ikke en aflysning som en mulighed.
- Vi regner med at den bliver spillet, ellers så har vi ingen kommentarer til det, udtaler de til TV2 ØSTJYLLAND.
Så om de mange fodboldfans, som har købt billetter til kampen på Ceres Park på søndag d. 9. september, kan forvente et nedslag og dermed en tilbagebetaling af billetpris, det må de endnu have tålmodighed til at få svar på. Men ifølge både DBU og Ceres Park, så regner man med at stille et hold.