Jubelrus på stadion: - Det er en kæmpe forløsning
To mål til Silkeborg blev altafgørende for, at de slog Nykøbing og igen er blandt Danmarks bedste fodboldhold.
Jysk Park var én stor folkefest, da Silkeborg IF her til eftermiddag vandt 2-0 over modstanderne fra Nykøbing, og dermed kan mænge sig blandt landets bedste fodboldhold. Dagens sejr betød nemlig oprykning til Superligaen.
Læs også
Topscorer Ronnie Schwartz satte festen i gang med et frisparksdrøn efter et kvarter, da de midtjyske værter spillede foran 8146 tilskuere. Efterfølgende havde Nykøbing FC gode muligheder, men Silkeborg holdt føringen.
- Det var lidt for nervepirrende, indtil vi fik det sidste mål. Vi lod dem komme til lidt for meget. Det er klart, vi skal passe på noget, men vi skal også jagte noget, og så får vi det mål, og det er en kæmpe forløsning, siger Silkeborg IFs målmand, Oscar Hedvall, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ti minutter før slutfløjtet slog topscorer-angriberen til igen, da han cementerede sejren.
- Hold kæft, hvor er jeg glad for den her oprykning. Det har vi fortjent. Vi har knoklet så stenhårdt til træning hver dag, og det viser sig, at der kommer knap 10.000 gæster på stadion til de sidste to kampe, og vi så tager den, det er jo fantastisk, siger Oscar Hedvall.
Læs også
Jubelrusen på stadion oven på sejren kommer et år efter, at den midtjyske fodboldklub rykkede ud af Superligaen. Men nu er de tilbage:
- Det er der, vi synes, vi hører hjemme. Nu skal vi fejre det i dag, og så gælder det om, at vi skal se, om vi kan etablere os i Superligaen. Det ville være dejligt, så vi ikke bliver kendt som sådan et elevatorhold, siger forsvarsspilleren Simon Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Dagens kamp var den sidste for Silkeborg i denne sæson, og for Stephan Petersen betød det også den sidste kamp for ham i Silkeborg. Og hans karriereafslutning i Silkeborg gik lige efter bogen:
- Det var det, jeg havde drømt om, da jeg lagde mig til at sove i går. Vi rykkede op, og jeg kan forlade Silkeborg med en god mavefornemmelse, siger Stephan Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
VIDEO: Se de glade billeder af jublende fans og spillere efter dagens fodboldkamp her: