Yoga mod stress hitter stort
Flere og flere dyrker yoga, og mange af dem gør det for at undgå at føle sig stressede i hverdagen
Birgitte Sørensen har følt sig stresset. Hun har været igennem et langt sygdomsforløb, og hun har travlt på sit arbejde.
Men om onsdagen kobler hun helt af, for der dyrker hun yoga.
- Det giver mig ro i kroppen og ro i sindet, også i mit arbejde i forhold til travlhed der, siger Birgitte Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og Birgitte Sørensen er langt fra alene. Antallet af danskere, der går til yoga, er mere end seksdoblet siden 1993. Og ifølge instruktør Gine Binder fra FOF Skanderborg, som tilbyder yogatimer, er der god grund til, at så mange har fået øjnene op for yoga.
- Sådan halvanden time om ugen hjælper faktisk til at holde det (stress, red.) nede, siger Gine Binder.
Amerikanske og svenske undersøgelser viser, at yoga nedsætter antallet af stresshormoner og mindsker risikoen for en depression. Birgitte Sørensen har lidt af søvnbesvær. Men ikke hver dag længere.
- Når jeg er til yoga her om onsdagen, sover jeg hele natten, siger Birgitte Sørensen.
Se reportagen fra yogatimerne i videoen øverst i artiklen.