Ville slette spor - udløste alarm
Betjent på vej til job anholdt to
Det var en snarrådig betjent, som i morges anholdt to unge mænd i Laven ved Ry.
De to 18-årige mænd fra Aarhus er nu sigtede for to indbrud og et forsøg på indbrud. De var sammen med tre andre mænd på flugt fra politiet, efter at naboer til Dagli' Brugsen i Gl. Rye havde slået brandalarm.
- Gerningsmændene forsøgte at slette spor fra et indbrud fra Hotel Blicher i Ry ved at brænde kasseapparatets metalbakke, som de var stukket af med, fortæller Martin Husted, vicepolitikommissær ved Sydøstjyllands Politi.
Stak af over skinnerne
Men i stedet for at slette spor, tiltrak røgen og flammerne altså opmærksomhed. Og en lokal betjent, der netop var på vej på job, hørte anmeldelsen over sin politiradio, og kørte mod Gl. Rye.
De fem gerningsmænd stak af, men det lykkedes betjenten af anholde to af de fem mænd. De tre øvrige stak af over togskinnerne, hvilket en kort periode stoppede togtrafikken på strækningen.
En hundepatrulje ved Østjyllands Politi blev tilkaldt for at søge efter mændene, men indtil videre er de på fri fod. Deres to kammerater er sigtet for to øvrige indbrud, blandt andet blev der fundet tyvekoster i bilen fra et byggefirma i Auning.