Vildfaren kano satte gang i eftersøgning med helikopter
Fundet af en tom kano i Mossø i Skanderborg satte søndag en eftersøgning i gang, hvor blandt andet Forsvaret deltog med helikopter.
En helikopter fra Forsvaret og en båd fra beredskabet blev i dag indsat for at lede efter ejeren af en tom kano, der drev rundt i Mossø i Skanderborg.
På kanoen var der påsat en motor, og i kanoen lå der fiskegrej, og det fik en bekymret borger til at ringe til politiet omkring klokken 12.
Læs også
- Borgeren fortæller, at hun kan se en kano med fiskegrej og motor, der driver rundt derude, og på den baggrund sætter vi en eftersøgning i gang, fordi vi frygter, at nogen har været ombord og er faldet ud, siger Henrik Dam, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV2 Østjylland.
Ledte med helikopter og redningsbåd
Både Forsvaret og Østjyllands Brandvæsen deltog i eftersøgningen med henholdsvis helikopter og redningsbåd.
Læs også
Omkring klokken 13 blev kanoen fundet og på omtrent samme tidspunkt modtog Sydøstjyllands Politi en opkald fra en anden borger, der manglede sin kano.
- Ingen har været i fare, og kanoen er trukket i land nu. Den er formentligt drevet ud, fordi der er en del vind derude i dag, siger Henrik Dam.