By vil alligevel ikke ændre navn: - Det er for åndssvagt
Hov i Odder er blevet til Hou, men i Tåning vil indbyggerne alligevel ikke have ændret navnet til 'Tånning'.
I Tåning nær Skanderborg har bynavnet været flittigt diskuteret over hækken i et stykke tid. De lokale udtaler det som 'Tånning', selvom det staves Tåning.
Netop derfor begyndte Sune Fredslund Andersen sidste år at indsamle underskrifter - og han fik 136 myndige borgere til at skrive under - halvdelen af dem, som bor i sognet Tåning og Horndrup.
- Det var fordi, at folk siger det med tre n´er. Vi spurgte Stednavneudvalget (under Kulturministeriet, red.) og de sagde, at det sagtens kunne lade sig gøre, fortæller Sune Fredslund Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Nu har forslaget til navneændringen været i høring - og opbakningen har vist sig at være meget lav.
- Nu har folk taget stilling, og det kan vi jo ikke forhindre dem i. Det må man bøje sig for, og det er helt okay for mit vedkommende, fortæller Sune Fredslund Andersen, som har boet i Tåning siden 1984.
I alt er der kommet 40 høringssvar til Skanderborg Kommune. 36 ønskede ikke, at bynavnet skulle ændres, og 14 valgte at trække deres underskrift tilbage.
'Det var simpelthen tankeløshed'
Forslaget om en ændring af Tåning til 'Tånning' kom i kølvandet på, at Hov i Odder Kommune skiftede navn til Hou.
- Det er en stor ære at sætte Hovs nye officielle byskilt op. Det har været et mangeårigt ønske fra borgerne, som jeg er glad for nu at indfri, sagde borgmester Uffe Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
I Tåning skiftede opbakningen til navneskiftet, da folk havde tænkt sig lidt om.
- Jeg synes ikke, man skal ændre navne på gamle byer, siger Bettina Roesgaard Lorentzen, som egentlig først havde skrevet under på en ændring.
- Det var simpelthen tankeløshed. Det gik stærkt. Jeg tænkte, nå ja, for man siger 'Tånning', fortæller Bettina Roesgaard Lorentzen til TV2 ØSTJYLLAND.
Nye skilte, nye vejnavne og 160 sygesikringskort
Bettina Roesgaard Lorentzen driver et Bed & Breakfast i Tåning med sin mand. Hvis byen skulle have ændret navn, så ville det også går udover dem.
- Vi bor på Tåning Gl. Mejeri. Så skulle vi ændre navnet på mejeriet, som er historisk. For os bliver det også noget økonomisk, fortæller hun.
For kommunen vil der være en udgift til udskiftning af byskilte, henvisningsskilte samt vejnavneskiltene Tåningvej og Lille Tåningvej - samt adresseskift for 160 ejendomme.
- Til at begynde med tænkte jeg, at man jo udtaler det med tre n'er, og så ville det måske give god mening. Men så tænkte jeg bagefter, at det simpelthen er for åndssvagt, fortæller Bettina Roesgaard Lorentzen, som har boet i Tåning i over 30 år.
Går op i det nære
Kulturministeriets Stednavneudvalg har til Skanderborg Kommune meddelt, at skriftformen 'Tånning' er ukontroversiel, men at der ikke er andre lokaliteter med navnet.
Stednavneændringen krævede så en lokal opbakning og faglig argumentation - og den har ikke været tilstrækkelig.
- Jeg synes, det er helt fint. Nu er det klaret, og kommunen har udtalt sig, og det tager vi til efterretning og det er okay, fortæller initiativtager til ændringen Sune Fredslund Andersen.
Der er da heller ikke nogen onde følelser blandt de lokale, som enten er for eller imod. Men hele navnediskussionen har vist, at de lokale går op i det nære i deres lokalsamfund.
- Det er godt, at folk går op i det og ikke er ligeglade, siger Bettina Roesgaard Lorentzen.
Indstillingen om at afvise ændringen af bynavnet fra Tåning til 'Tånning' skal op i Økonomiudvalget i Skanderborg Kommune den 17. juni.