Ulovlige indkørsler kan ende med at koste beboere dyrt
30 procent af husene i et nybyggerkvarter udenfor Skanderborg overtræder lokalplanen, men ejerne skal ikke regne med dispensation.
Skanderborg Kommune er gået i gang med at gennemgå 30 tilfælde af brud på lokalplanen i nybyggerkvarteret Svaneparken i Galten.
Hele tre ud af ti af husene i området har nemlig anlagt ind- eller overkørsler udover det tilladte i lokalplanen.
Læs også
En af dem er Klaus Ingerslev-Olesen. Hans indkørsel er alt for bred i forhold til de seks meter, der er tilladt for ind- og overkørsler i lokalplanen.
- Det faldt mig ikke ind på det tidspunkt. Jeg syntes, jeg havde lavet et pænt anlæg foran vores hus med god plads, fortæller han.
Han har fået at vide, at han skal fjerne den ene af sine to indkørsler, som med 17 meter er alt for brede.
- Det er unødigt at bruge så meget energi på, synes jeg.
De 30 dispensationssager, der er i gang lige nu, svarer til 30 procent af områdets huse.
- I princippet kunne man lave lokalplanen om og fjerne den bestemmelse. Jeg havde tjekket lokalplaner både her og i Stjær eksempelvis, og der kan jeg sagtens finde lokalplaner, hvor den bestemmelse slet ikke er, siger Klaus Ingerslev-Olesen.
Det har taget seks år og en klage, før kommunen er gået ind i de mange overtrædelser i Svaneparken.
At der er tale om en kommunikationsfejl, erkender Skanderborg Kommune - dog uden at lægge sig fladt ned.
- Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er kommunen, der skal have ansvaret for at orientere om lokalplanerne. De ligger jo frit tilgængeligt Andreas Tang-Brock (S), næstformand klima-, miljø og planudvalget i Skanderborg Kommune.
Læs også
Kommunen holder fast i lokalplanerne og er i gang med at behandle alle 30 sager.
- Hvis vi begynder at ændre i én lokalplan, vil der jo opstå andre steder i kommunen, hvor der er nogen, der synes, at der er noget fjollet i lokalplanen. Det er der på ingen måde ressourcer til.
Klaus Ingerslev-Olesen tror da heller ikke på, at hans dispensationsansøgning bærer frugt. Derfor har han travlt, hvis de mange meter indkørsel skal fjernes inden kommunens deadline den 1. september.