Uheld i fredagstrafikken giver kø
Vejdirektoratet advarer om et uheld på E45 Østjyske Motorvej fra Aarhus mod Horsens mellem frakørsel 53 Skanderborg S og Ejer Bavnehøj.
Venstre spor er spærret, og der er ved at udvikle sig kø på stedet. Det kan give forlænget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter.
Pas på, lyder opfordringen fra Vejdirektoratet.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Køkken i brand
Østjyllands Brandvæsen modtog fredag aften klokken 18.17 en anmeldelse om en mindre brand i en bygning i Ry.
To udrykningsenheder rykkede sammen med en indsatsleder ud til adressen, hvor de kunne konstatere, at der var tale om ild på et komfur, der var gået op i emhætten, oplyser operationschef Steen Bøje.
Ilden nåede ikke at sprede sig yderligere, da brandvæsnet fik den under kontrol, og den er nu slukket. Der er ingen tilskadekommende, og Østjyllands Brandvæsen vil være til stede på adressen i en halv times tid endnu.
Mere end en ud af ti opkald til lægevagten kunne undgås
Mere end en ud af ti opkald til lægevagten i Region Midtjylland kunne have været håndteret på en anden måde.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse fredag på baggrund af to undersøgelser, der undersøger kontaktårsager og motiver for brug af lægevagten i Region Midtjylland.
Langt de fleste opkald til Lægevagten er relevante og nødvendige, men i 13 procent af tilfældene, vurderes problemerne at kunne håndteres på en anden måde end i lægevagten. Det drejer dig blandt andet om tilfælde af smerter og ubehag, der kan vente til egen læge den næste hverdag, lyder det i pressemeddelelsen.
Ild i container
Østjyllands Brandvæsen er modtog fredag klokken 17.09 en anmeldelse om en brand i en container på Rosenhøj Allé i Viby.
Brandvæsnet sendte en enkelt vogn til adressen, hvor de fik slukket branden efter kort tid, oplyser operationschef Steen Bøje.
Våd og blæsende lørdag
Der venter endnu en våd og råkold dag i december.
Lørdag byder på regn i perioder, tiltagende vind og temperaturer omkring 4-5 grader, skriver TV2.
Vinden gør, at det vil føles som let frost i perioder på grund af windchill.
Fra morgenstunden vil der være mest tørvejr, men gradvis kommer en front ind fra sydvest og giver mere udbredt regn i løbet af dagen.
Regnvejret kommer fra stormen Darragh, der rammer Storbritannien med orkanvindstød fredag og lørdag.
Vil indføre bøder til bilister med forkerte dæk
Det skal være slut med at se biler og lastbiler skøjte rundt på vejene, fordi de eksempelvis har sommerdæk på i snevejr.
Der mener regeringen, som vil stramme færdselsloven.
Lovændringen sendes fredag i høring, og den forslår, at personbiler og lastbiler skal have de rigtige dæk på, hvis der eksempelvis er sne på vejene.
Kører man med "uegnede dæk", venter der en bøde på 1000 kroner per dæk, foreslår regeringen.
Helårsdæk vil også være betragtet som egnede dæk, hvis de opfylder visse minimumskrav, oplyser Transportministeriet.
Her uddeler de gratis bind og tamponer: - Det er en kæmpe sejr
Efter initiativ fra elevrådet på Grenaa Gymnasium er der nu gratis bind og tamponer på skolens toilet.
Skolens elevråd håber, at det kan være med til at nedbryde tabuer om menstruation. Det fortæller Freja Kirstine Haugaard Mønsted til TV2 Østjylland.
Selv går hun i 1.g på gymnasiet og er en del af skolens elevråd.
- Jeg håber, at det kan gøre det nemmere at tale om offentligt. Der er stor forskel på, hvordan man har menstruation, og om det kommer uventet. Derfor er det bare virkelig rart, at man ikke behøver bekymre sig, siger Freja Kirstine Haugaard Mønsted.
Stationen med bind og tamponer blev sat op i november og er ifølge 1.g'eren blevet taget rigtig godt imod. Aktuelt er der bind og tamponer på ét toilet, men det er håbet, at alle toiletter fremover er udstyret med tilbuddet.
- Som pige er det en kæmpe sejr, at man ikke længere skal tænke over, om ens menstruation pludselig kommer. Bind og tamponer er dyre, og der er stor forskel på, hvor god økonomi vi har. Så nu har alle lige mulighed for at være dækket ind, siger Freja Kirstine Haugaard Mønsted.
Røg fra serverrum på Arkitektskole
Østjyllands Brandvæsen var fredag til stede ved Arkitektskolen i Aarhus.
Det fortæller Steen Bøje, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til TV2 Østjylland.
- Vi er tilstede med to brandbiler og en indsatsleder i forbindelse med noget røg fra deres serverrum.
Der har været tale om en mindre brand med røgudvikling fra serverrummet, men det har ifølge Steen Bøje været svært at lokalisere, præcis hvor røgudviklingen er opstået.
- De har på skolen lukket ned og taget strømmen fra computeren. Og så stopper det, så snart der ikke er mere strøm på.
Brandvæsenet fik melding om branden klokken 12.48 om brand ved uddannelsesinstitutionen på Skovgaardsgade 3-5. Halvanden time efter fortæller operationschefen, at de lukker ned for indsatsen.
Landsholdsspiller hevet ind til EM-trup
Bagspilleren Mette Tranborg fra Risskov i Aarhus er indkaldt til den danske EM-trup.
Stine Eiberg Jørgensen glider ud af truppen, men bliver i østrigske Wien som reserve i tilfælde af skader. Det skriver DanskHåndbold på sin hjemmeside.
28-årige Mette Tranborg har døjet med en skade i læggen, men Team Esbjerg-spilleren er blevet klar igen og kan spille kamp med det samme ved EM.
Tilsynsmyndighed giver alle oplysninger i Florahuset-sagen
Ministeren får alt, hun beder om.
Det oplyser tilsynschef hos Socialtilsyn Midt, Ulla Andersen, efter socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har bedt om en redegørelse i sagen om det skanderborgensiske botilbud, Florahuset.
- Det er helt normalt, at en minister beder om en redegørelse, når en sag har været meget omtalt i medierne. Det betyder, at vi som socialtilsyn kan redegøre for sagen, så ministeren ikke kun vurderer en sag på baggrund af mediernes omtale, siger tilsynschefen.
Rejsekortssvindlere på spil – lige nu
Du kan i øjeblikket opleve både falske e-mail og SMS-beskeder fra Rejsekort og Rejseplan.
Det skriver Rejsekort på sin hjemmeside.
Firmaet understreger, at det ikke sender SMS med links til betaling eller refundering, og det opfordrer til, at man ikke klikker på linket.