Uheld gav kø på motorvej
En er kørt på skadestuen efter et uheld ved Skanderborg, der lørdag eftermiddag gav forlænget rejsetid på strækningen.
Bilister på E45 måtte lørdag eftermiddag forberede sig på længere rejsetid ned gennem Jylland.
Det skyldtes et uheld i sydgående retning lige efter 53 Skanderborg S. Alarmopkaldet kom 11.13, og højre spor var efterfølgende spærret, mens beredskabet arbejdede på stedet.
Tidligere var også det midterste spærret, og de ufarbare spor gav en forlænget rejsetid på omkring 20 minutter. Det oplyste Vejdirektoratet.
En kørt på skadestuen
Ifølge Sydøstjyllands Politi var der tale om et sammenstød mellem to personbiler.
- Den ene part er kørt på skadestuen, men der er ikke tale om noget livsfarligt, siger vagtchef Rune Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet har endnu ikke et overblik over hændelsesforløbet. Der forventes normal trafik igen i løbet af eftermiddagen.