Trods oprykning: Skanderborgs kvinder skal stadig betale kontingent
Oprykning til landets bedste række ændrer ikke vilkårene for Skanderborg Håndbolds kvinder
Lørdag fuldendte Skanderborg Håndbolds kvinder en solstrålehistorie, da de kontingentbetalende amatører rykkede op i landets bedste række, hvor de hver uge skal stå over for fuldtidsprofessionelle og landsholdsspillere.
Men de nye udfordringer ændrer ikke på vilkårene.
- De skal stadig spille som amatørspillere. Vi vil arbejde for, at vi kan skaffe dem nogle ekstra goder, så der er et attraktivt miljø for pigerne i øvrigt, siger formand Jens Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND, og fortæller at det også indbefatter kontingentbetaling.
Læs også
Interviewet med Jens Christensen er lavet inden sejren over Vendsyssel og altså før oprykningen blev endegyldigt sikret.
Klubben skal tænke sig om
Alligevel tog han gerne stilling til, om Skanderborg Håndbold kan klare at have både et herre- og et damehold i den bedste række.
- Det bliver en stor udfordring. Vi er kendetegnet ved, at vi også på ledersiden er frivillige hele vejen igennem, og det er da noget, vi arbejder på at få ændret, men vi kan ikke knipse med fingrene og så bare ansætte. Vi skal tænke os om og gøre det på den rigtige måde, siger Jens Christensen.
Læs også
Gratis profiler
Amatørstatussen betyder samtidig, at konkurrerende klubber kvit og frit kan lokke med en kontrakt, og så kan Skanderborg-profilerne smutte og tage hul på en professionel tilværelse. Det er formanden indforstået med.
- Vi kan ikke stille noget op imod det, og det gør vi heller ikke. Vi håber bare, de vil tænke 15 år frem i stedet for 15 uger frem, så de ikke for tidligt kommer et andet sted hen og går i stå. Der er det bedre, at de får nogle kampe i benene de første 2-3 senior-år, siger Jens Christensen.
Hør hele interviewet i videoen øverst i artiklen. Interviewet er lavet før kampen mod Vendsyssel, der sikrede Skanderborg Håndbold oprykning.