Trafikkaos ved heste-festival
Bækgaarden Horse Festival modtager i disse timer i alt 650 heste fra hele Europa, og det giver lidt kaos i området.
Bækgaarden Horse Festival modtager i løbet af tirsdag eftermiddag 650 heste fra hele Europa, der deltager i ugens springstævne. Det skaber en del trafikkaos på de mindre veje omkring Nørre Vissing mellem Låsby og Skanderborg.
Som aftenen skrider frem, bliver vejene dog mere fremkommelige, da de fleste hestetrailere og hestebusser er på plads.
- Det begynder at tage af. Det har været voldsomt, når der er 650 heste, der skal på plads i løbet af en eftermiddag. Det er jo små veje, hvis det var tæt på en motorvej, så var der ikke noget at sige, siger Erik Nørgaard fra Bækgaarden Horse Festival.
Alle heste skal være på plads i løbet af tirsdag. Den første konkurrence løber af stablen klokken otte onsdag morgen. Og arrangørerne er meget opsat på, at få tingene til at skride så let som muligt.
- Alle bestræber sig på at nå frem tirsdag eftermiddag. Derfor er det vigtigt for os, at de (hestene, red.) ved, hvor de skal være henne på forhånd, så der er ikke nogen, der skal holde vente, ellers går der kage i det, siger Erik Nørgaard.
Når hestene så skal til at hjem, så er der knap så koncentreret trafik, da det er op til de enkelte, hvornår de vil køre.
Bækgaarden Horse Festival er et stort stævne, hvor man kan se nogle af de dygtigste heste i Europa. Norge er den nation, der er bedst repræsenteret på festivalen. 150 af hestene er norske.
Af de to-benede gæster skønner arrangøren, at der er op mod 2000 gæster, der deltager.