Succes med indsamling: "Jeg kører stadig på adrenalin"
To veninder med henholdsvis sclerose og ledgigt lykkedes med at samle en klækkelig sum ind, da de afholdte et velgørenhedsevent mandag aften
Det spredte glæde og affødte store donationer, da Lyng Dal Hotel og Restaurant i Ry mandag aften lagde rammerne om en indsamling til fordel for Scleroseforeningen og Gigtforeningen.
I alt 31.500 kroner lød det indsamlede beløb på.
- Jeg kan slet ikke komme ned i dag. Selvom jeg kun har fået tre timers søvn, fordi jeg skulle tidligt op og til møde, så kører jeg bare stadig på adrenalinen, fordi gæsterne var så glade, siger Søs Leerbeck til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Søs Leerback, der lider af sclerose, stod for arrangement sammen med veninden Karen Buhl, der har ledgigt.
Gæsterne var en blandet af skare af folk, der selv er syge, en del fra lokalsamfundet samt venner, familie og kolleger til de to arrangører.
Penge til forskning
De indsamlede penge kom blandt andet fra de 500 kroner, som gæsterne hver betalte for at være med. I den pris var en treretters middag med vin, bobler, snacks og kaffe inkluderet.
Aftenen sluttede desuden af med et muntert spil banko, der også indbragte en god sum penge. Alt i alt er Søs Leerbeck derfor rigtig godt tilfreds med, hvordan arrangementet forløb.
- Det her kommer til at betyde, at vi kan donere en masse penge til forskning, og det er fedt. Det giver virkelig en rar fornemmelse i maven, siger hun.
Nye indsamlere kom til
En del af formålet med mandagens festligheder var også at tiltrække nye indsamlere til den husstandsindsamling, som de to foreninger afholder den 10. september.
Læs også
Allerede i dag har Søs Leerbeck fået opkald fra folk, der ønsker at give en hånd med.
- Der er en del, der har kontaktet mig. Det er virkelig fedt, at vi er lykkedes med at nå ud til folk, siger hun.
Hun er selv koordinator for et område i Tilst, når indsamlingen løber af stablen. Hendes mål er, at det i hendes lille område lykkes at samle 1.300 kroner ind.