Smukfest føjer 10 nye navne til årets festival

Folkeklubben, Artigeardit og Jacob Dinesen er blandt de 10 kunstnere, Smukfest netop har føjet til sommerens festivalprogram.

De har allerede annonceret store internationale navne som Gorillaz, Justin Bieber og Limp Bizkit, og nu har Smukfest også tilføjet 10 primært danske kunstnere til sommerens Smukfest, der finder sted fra den 31. juli til 7. august.

Blandt navnene er det 25-årige hiphop-talent Artigeardit, sangeren Jacob Dinesen med den markante dybe røst og det folkelige rockband Folkeklubben.

Ifølge Smukfest er det endnu ikke på plads, hvilke dage de 10 kunstnere optræder.

- Vi håber, I er mindst lige så vilde med dagens 10 tilføjelser, og ligesom os slet ikke kan vente til, vi skal opleve dem live i skoven, skriver festivalen på sin hjemmeside.