Smukfest fik lille overskud
Store etableringsomkostninger koster
Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg kom ud af 2011 med et overskud på 2 mio. kr. efter en omsætning på 133 mio. kr. Det oplyser Skanderborg Festivalklub til jp.dk.
Der er tale om rekordomsætning under festivalen i august, men samtidig satte udgifterne til anlægsprojekter på Kærlig Heden og i det nye Sherwood-område i Dyrehaven også rekord med 131 mio. kr. I det lys betegnes resultatet som "særdeles tilfredsstillende".
Festivalklubbens formand Claus Visbye så på generalforsamlingen fremad og omtalte de store planer for området Kærlig Heden:
- Vi satser derfor stort, ambitiøst og ikke mindst langsigtet med lokalplanen, og det er ikke noget, vi forventer gennemført i morgen - det kræver en meget stor økonomi. Men det er ikke nogen urealistisk plan, set over et 10 eller 20 årigt forløb. Og det er en plan, der kan være med til at skabe mere vækst i Skanderborg med de nye muligheder for aktiviteter planen giver for festivalen, for området, for byen og for kommunen, sagde Claus Visbye ifølge jp.dk.