Skoleelever synger på dansk i dag
Børnene på blandt andet Højboskolen i Hørning deltog i dag i 'Spil Dansk Dagen'
- Danmark, nu blunder den lyse nat, bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat.
Sådan lød en af de danske tekster, som skoleeleverne på Højboskolen i Hørning i dag stiftede bekendtskab med.
400 elever fra skolens 3.-6. klassetrin var samlet i gymnastiksalen for at synge med på nyere og ældre sange skrevet af danske kunstnere.
Netop de lidt ældre tekster var Anna Nørgaard Steen fra 5.a helt vild med:
- Jeg kan godt lide en, der for eksempel hedder 'Mørke november'. Den er meget smuk og meget gammel, fortæller hun.
Sammen med sine klassekammerater og resten af årgangene på mellemtrinnet var hun med til at markere, at det er i dag er 'Spil Dansk Dag' landet over.
God læring
Den begivenhed var Anna Nørgaard Steen glad for. Hun syntes, det var et godt initiativ, at eleverne kunne synge sammen på tværs af klassetrin og samtidig blive klogere:
- Vi kan lære lidt mere om de danske sange og de danske musikere. Også historien om Danmark. Der er nogle sange, vi skal synge, der er lavet omkring Anden Verdenskrig, siger hun.
Til at hjælpe eleverne igennem sangene, var sanger Anette Buonaventzen fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og pianisten Pojken Flensburg inviteret.
Anette Buonaventzen glædede sig over børnenes engagement:
- Jeg synes, det er fedt, at børnene lærer, at vi kan lave noget sammen. Noget andet end det, der foregår på de der iPads, som man sidder med hovedet nede i til daglig.
I videoen øverst i artiklen kan du høre, hvordan det lød, da eleverne sang med på 'Danmark, nu blunder den lyse nat'.