Skød Danmarks smukkeste Helmig-pletskud
Billede af den århusianske sanger Thomas Helmig på Bøgescenen i Skanderborg vandt konkurrencen 'Årets Musikfoto'.
123 professionelle fotografer havde indsendt bidrag til konkurrencen Årets Musikfoto.
Vinderen blev fotograf Per Lange med sit billede af Thomas Helmig fra Bøgescenen i Skanderborg på Danmarks Smukkeste Festival.
- Konkurrencens jury blev også overvældet af Per Langes billede, der hurtigt under voteringen placerede sig blandt de bedste fotos. Billedet rummer kvaliteter i flere lag. Dels er det rent og smukt i sin opbygning og komposition, dels er det et unikt øjeblik, hvor paraderne hos kunstneren falder og følelserne tager over. Og oveni fanger billedet en situation, hvor interaktionen mellem kunstner og publikum i en koncert er meget tydelig og hvor det er kunstneren, der får noget fra sit publikum, skriver Dansk Musiker Forbund i en pressemeddelelse.
Sammen med hæderen vandt Per Lange 10.000 kr. Vinderbilledet vises bl.a. på årets fotoudstilling, der går landet rundt i februar og marts.