Skanderborgs amatører har kurs mod ligaen
De grønblusede håndbolddamer har overrasket alt og alle i denne sæson - inklusiv dem selv
Inden sæsonen havde Skanderborgs håndboldkvinder en ambition om at ende i top 8. Nu ligger det unge mandskab med en gennemsnitsalder på 20,7 år på førstepladsen i rækken med udsigt til oprykning.
- Det har været en vild sæson, og vi har fået flere sejre end forventet. Men vi har nu taget det stille og roligt helt klicheagtigt én kamp ad gangen. Al snak om ligaen er uvant for os og meget overraskende, siger stregspilleren Cecilie Vester til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også hun har hele tiden været bevidst om målsætningen med top 8.
- Vi har et meget ungt hold, så vi vidste, at alt skulle flaske sig for, at vi kunne ende højere oppe. Tit er det svært med så unge spillere at holde et stabilt niveau, men det er lykkedes, og der har kun været få udsving, forklarer Cecilie Vester.
Betaler kontingent
Udover den manglende rutine har Skanderborg-mandskabet også skullet klare andre store udfordringer i løbet af sæsonen.
Østjyske klubber: God idé med hjelme
- I modsætning til andre tophold, der har været i 1. division de seneste år, så er ingen af os på kontrakt. Vi betaler kontingent for at spille. Folk vil bare rigtig gerne være her, og vi har et godt træningsmiljø, fortæller stregspilleren.
Det er noget, holdets træner også har kunnet mærke.
Skal også tænke på job og studier
- For os trænere har der været gode vilkår, fordi spillerne virkelig gerne vil det her. Men for pigerne er det lidt sværere, fordi de også skal finde tid til studier og arbejde ved siden af. Vi har ikke økonomi til at hjælpe dem, lyder det fra cheftræner Mikkel Voigt Frederiksen.
Vilkårene taget i betragtning vil træneren da heller ikke melde ud, at oprykningen skal i hus.
- Målet er at vinde næste kamp, og så må vi se, hvad det fører til. Vinder vi resten, rykker vi jo op, konstaterer han.
Skanderborg ligger på førstepladsen med to point ned til Ajax København på andenpladsen. Der resterer fem kampe i 1. division.
Du kan se interviews med spilleren og træneren øverst i artiklen.