Skanderborg tabte pusten mod midtjyder
I en målfattig affære kunne Skanderborg Håndbold ikke følge op på den flotte sæsonstart
I sidste sæson var Skanderborg Håndbold faretruende nær at rykke ned fra den bedste danske håndboldliga for mænd, men i begyndelsen af denne sæson har det bestemt ikke lignet, at en sådan situation igen skulle blive aktuel.
Tværtimod har Skanderborgs håndboldherrer lagt sig i top 3 i rækken, og derfor var holdet næsten favoritter i udekampen mod HC Midtjylland, der har fået en blandet sæsonstart.
Det lykkedes dog ikke Skanderborg Håndbold at få en sejr med fra kampen, der endte 24-21 til hjemmeholdet HC Midtjylland.
Der gik mange minutter før målscoringen rigtig kom i gang, og med en pausestilling på 13-9 var der hele vejen igennem lagt op til en målfattig kamp.
Skanderborg Håndbold har nu 11 point efter ni kampe, mens HC Midtjylland sneg sig op på 10 point med sejren.