Skanderborg indgår bredt budgetforlig
Samtlige partier på nær Enhedslisten har skrevet under på budgetaftalen for Skanderborg Kommune
Tirsdag aften faldt budgetaftalen 2016-2019 for Skanderborg Kommune på plads.
Aftalen er indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF. Dermed er Enhedslisten de eneste, der står uden for aftalen.
- Vi fortsætter den gode tradition med brede budgetforlig i Skanderborg Kommune, selv om de økonomiske vilkår fra staten har gjort opgaven ekstra svær denne gang, siger borgmester Jørgen Gaarde (S) i en pressemeddelelse.
Her henviser borgmesteren blandt andet til udligningsordningen mellem kommunerne og et øget effektiviseringskrav.
Først lød opgaven på, at politikerne skulle finde omkring 40 millioner i budgettet for 2016, men de tal er siden blevet justeret til 32 millioner kroner, fordi kommunens medfinansiering på sundhedsområdet er otte millioner kroner lavere end budgetteret.
Besparelser på serviceområdet
Politikerne i Skanderborg har for at få budgettet til at hænge sammen vedtaget besparelser og omlægninger på en række af kommunens serviceområder. Det gælder blandt andet SFO- og klubtilbud.
- Vi har effektiviseret løbende i Skanderborg Kommune de sidste mange år, så det har været rigtigt svært at finde de mange millioner, som er nødvendige for at dække indtægtstabet fra staten. Jeg glæder mig over partiernes realisme og vilje til at finde fælles løsninger, siger borgmester Jørgen Gaarde.
Han tilføjer samtidig, at han har respekt for, at Enhedslisten ikke kunne deltage i det endelige forlig.
Budgettet bliver endeligt vedtaget ved andenbehandling i byrådet 7. oktober.