Skanderborg er børneby nummer ét

Par er vilde med at stifte familie i Skanderborg Kommune, der oplever babyboom

02:07

1 af 2

Sundhedsplejerskerne i Skanderborg har travlt. Der er nemlig babyboom i kommunen, og det skyldes, at det er et godt sted at bo med sin familie.

- Vi får flere tilflyttere til vores kommune, det er både fra Aarhus og fra andre steder. Vi oplever, når familierne er flyttet hertil, så bliver de boende, siger Bodil Lauridsen, der er leder af sundhedstjenesten i Skanderborg Kommune.

En af de familie, der har valgt at slå sig ned i Skanderborg er familien Munk.

- Vi boede inde midt i Aarhus, og vi ville have luft grønne arealer, færre biler og tæt til natur. Men samtidig er det nemt til motorvejen, så man kan arbejde i Aarhus eller Horsens, eller hvad man vil, uden det er det store problem, siger Tina Munk, der sammen med sin familie bor i Skanderborg.

Fertilitet: Babyboom i Skanderborg

De seneste tal fra 2014 viser, at en kvinde i Skanderborg Kommune i gennemsnit får 2,36 børn, og det er væsentligt højere end landsgennemsnittet på 1,69.

I familien Munk er der ikke tvivl om, at Skanderborg er et godt sted at bo med børn.

- Der er plads og muligheder, og institutionerne fungerer godt. Men i Skanderborg by er der også mange tilbud blandt andet kulturtilbud, siger Tina Munk.

Bodil Lauridsen hører det samme fra de familier, hun er i kontakt med.

- Man flytter hertil for at få rum og plads men også for at få et fællesskab med andre, og det får man. Det ser vi spille sig ud, allerede når man går på barsel, siger hun.

I 2014 blev der født i alt 594 børn i Skanderborg Kommune, og det er 60 mere end i 2013. En udvikling som kommunen gerne ser fortsætte næste år.

- Der er ambitionen da den samme, vi vil da være nummer ét her i Skanderborg, så vi fortsætter, siger Bodil Lauridsen.

Se mere om udviklingen i Skanderborg i TV-indslaget øverst på siden.