Silkeborg slået af Skanderborg
Østjyske håndboldhold forsøger at finde kampformen forud for sæsonen
Mens de fodboldholdene i både Superligaen og 1. division tog hul på den nye sæson for flere uger siden, så går der lige lidt tid endnu, inden det samme gælder i håndboldverden.
Der er derfor stadig tid til at prøve kampformen af i en række træningskampe.
Det var blandt andet tilfældet onsdag, hvor Bjerringbro-Silkeborg tørnede sammen med Skanderborg Håndbold på hjemmebane i Voel.
Begge hold fulgtes pænt ad størstedelen af kampen, hvilket også kom til udtryk ved pausestillingen, som var 17-15 til Skanderborg.
Bjerringbro-Silkeborg fik flere gange udlignet, men det var dog skanderborgenserne, der trak det længste strå og stak til sidst af sted med flere scoringer. Kampen endte med en fem mål-sejr til Skanderborg, 34-29.
Resultatet vakte skuffelse i BSV-lejren, som flere gange tidligere har besejret netop Skanderborg:
- Det er ærgerligt at tabe, specielt mod et hold som vi beviste, at vi var bedre end i sidste sæson. Ganske vidst er vi et nyt hold, men så mange nye er vi heller ikke, og så er det surt at tabe til et hold, der ikke sluttede blandt de første otte i sidste sæson. Man gider ikke tabe til et hold, som vi regner med, at vi skal være bedre end, siger Stefan Hundstrup til klubbens hjemmeside.
Bjerringbro-Silkeborg har dog fortsat tre uger til at forbedre blandt andet deres forsvarsspil inden sæsonstart.
Næste chance bliver den 14. august, når holdet skal møde KIF Kolding København og Aalborg Håndbold i Gigantium i Aalborg.
Sæsonen for herrespillerne begynder for Silkeborgs vedkommende den 29. august, hvor det også er netop københavnerne der venter.
Skanderborg Håndbold får mulighed for at starte sin sæson med et vaskeægte lokalbrag mod Århus Håndbold på hjemmebane i 'Cigarkassen' i Skanderborg.