Ry-sagen kører i dag: Vidne skal i skranken
I dag er der andet retsmøde i Ry-sagen, og der kan måske også falde dom
Fire unge drenge er tiltalt for grov vold under særligt skærpende omstændigheder efter et kast med en hjemmelavet molotov cocktail mod en jævnaldrende dreng i den såkaldte Ry-sag.
Drengene gik i skole sammen på Mølleskolen i Ry.
I dag er der andet retsmøde i sagen, som har trukket stor opmærksomhed i hele landet.
Læs også
Blandt andet skal en retsmediciner i dag fortælle om de skader, som det 16-årige offer pådrog sig.
Siden sagen kom frem har både Mølleskolen i Ry, hvor eleverne gik, og Skanderborg Kommune været ude og forklare, hvordan det kunne gå så galt, men det var ventet, at de præcise omstændigheder først vil blive udrullet under retssagen i Horsens.
Alle de fire drenge nægter sig skyldige i tiltalen. Det 16-årige offer blev slemt forbrændt på kroppen, men var ikke i livsfare.
TV2 ØSTJYLLAND er til stede i retten, hvor der bliver liveblogget fra retssagen.
Efter planen skal der falde dom i sagen i dag, men det er også en mulighed, at domsafsigelsen udskydes. I fald bliver dommen afsagt på torsdag.
Ry-sagen kort
- Drengen bliver stærkt forbrændt fra livet og ned
- Den afghanske dreng går knap en kilometer hjem til familiens hus efter angrebet, hvorefter han straks bliver bragt til sygehuset
- Drengen bliver indlagt i kritisk tilstand, men er uden for livsfare
- Fire drenge fra Ry anholdes. De er alle etniske danskere
- De fire drenge bliver varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold
- Drengene er i alderen 15-16 år, og grundet deres lave alder opholder de sig nu på lukkede ungdomsinstitutioner
- Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde (S), har bedt om en redegørelse af forløbet
- Redegørelsen består af seks sider. Den blev offentliggjort onsdag 15. februar, og på baggrund af den blev der stillet yderligere spørgsmål fra byrådspolitikerne.
- Anklagemyndigheden opgiver at rejse tiltale for drabsforsøg. I stedet hedder tiltalen grov vold under særligt skærpende omstændigheder.
Kilder: Sydøstjyllands Politi, Skanderborg Kommune og Ritzau