Roligste festival i 25 år
Politiet gør status efter Smukfest
Mens mange af de omkring 50.000 festivalgæster formentlig plejer tømmermændene i dag, mandag, efter dette års Smukfest i Skanderborg, så er smilene store hos Sydøstjyllands Politi.
- Nogle af mine kollegaer har sagt til mig, at det er den mest rolige festival i 25 år, som de har oplevet, så det er yderst tilfredsstillende, siger vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen fra Sydøstjyllands Politi.
Og noget kan tyde på, at de har ret.
Hvis man dykker ned i tallene, kan man se, at politiet i år har modtaget 45 anmeldelser om tyveri, hvor de sidste år fik 233. I år var der to voldsepisoder på festivalen mod fem sidste år.
- Og den ene sag, hvor en person blev slået med et knytnæveslag i ansigtet, er opklaret, siger Andreas Bryld Hansen.
Politiet er netop nu i gang med at efterforske et forsøg på voldtægt under festivalen. Sidste år var der ligeledes en sædelighedssag.
Derudover var der 10 personer, som brød ordensbekendtgørelsen, hvor der var 21 sidste år.
103 personer blev taget med euforiserende stoffer, mens 192 blev snuppet sidste år.
Og folk er i år også blevet bedre til at parkere bilerne. Kun 15 biler skulle i år fjernes, mens det tal sidste lød på 110.
- Man må sige, at strategien med at få folk til at parkere andre steder i byen er lykkedes. Det samme gælder, når vi ser på den effekt, som de ekstra hegn og den øgede adgangskontrol har haft på for eksempel antallet af anmeldte tyverier, siger Andreas Bryld Hansen, og henviser til, at festivalen har i år lukket ned for gratisområderne og øget indhegningen omkring campingområderne.
- Talene for i år kan selvfølgelig nå at stige en lille smule endnu. Når man er gået rundt på festivalen, har man kunnet mærke, at det var en mere afslappet stemning blandt gæsterne, og at der var mere plads for dem at boltre sig på, siger Andreas Bryld Hansen.