Peter og Benny har arbejdet sammen i 53 år - ingen af dem vil på pension

Efter fem årtier som kollegaer og smede er Benny Rasmussen og Peter Nielsen hverken blevet trætte af deres arbejde eller hinanden.

For 53 år siden trådte en ung Benny Rasmussen ind ad døren til smedevirksomheden i Galten. Her blev han hilst velkommen af smedelærlingen Peter Nielsen.

Da de grove smedelapper trykkede hinanden første gang, var der ingen af dem, der havde forestillet sig, at de ville blive hinandens faste makkere gennem mere end fem årtier. 

I dag er Benny Rasmussen 78 år og Peter Nielsen runder snart 75, og for få år siden kunne de fejre guldbryllup som arbejdskollegaer. 

- Der kan da godt lige komme en bemærkning på, at vi ikke lige er nyuddannede. Heldigvis er det for det meste ment positivt, siger Benny Rasmussen, der overtog Galten Smede i 1969.

quote Hvis ikke, man skulle op og afsted, så ved man jo godt, hvordan det går.

Peter Nielsen, smed

Men trods den pensionsmodne alder skilles deres veje ikke endnu. For selv om Benny Rasmussens søn, Leif, overtog forretningen for syv år siden, er ingen af de erfarne smede klar til at tjekke ud. 

- Det var ikke planen, at jeg skulle blive ved med at være i firmaet, men der var heller ikke planer om det modsatte. Så jeg blev for at hjælpe med nogle småopgaver, og det har jeg så bare aldrig fået stoppet med, siger Benny Rasmussen.

Benny Rasmussen og Peter Nielsen kører på, selv om smedehåndværket nu ikke er, som det var i gamle dage, lyder det.
Benny Rasmussen og Peter Nielsen kører på, selv om smedehåndværket nu ikke er, som det var i gamle dage, lyder det.

Tænker på samme måde

Til sammen har de mere end 100 års erfaring. Og med så mange opgaver, svejsetimer og år sammen, kender smedene efterhånden hinanden godt.

- Håndværksmæssigt tænker vi på samme måde. Vi kan snakke om tingene, det er aldrig sådan, at vi råber ad hinanden. Vi snakker stille og roligt af tingene, og vi er enige om, hvordan vi gør, siger Benny Rasmussen.

Benny har været smed samme sted i mere end 50 år
Benny har været smed samme sted i mere end 50 år

Makkerparret arbejder ikke helt så meget som tidligere, men mandag, tirsdag og onsdag, står de klar klokken 07. 

- Hvis ikke, man skulle op og afsted, så ved man jo godt, hvordan det går. Så er det lænestolen og fjernsynet hele tiden, og det går ikke, siger Peter Nielsen.

- Det er rart at have noget at stå op til. Jeg har aldrig været god til at sove længe. Jeg vil gerne op om morgenen og så lige pludselig, så er man i gang, siger Benny Rasmussen.

Der er heller ikke nogle klager fra konen derhjemme, når Peter Nielsen trækker i arbejdstøjet.

- Hun er med til at bruge de penge, jeg tjener, så det kan da ikke være bedre, siger han.

Peter Nielsen har været smed i mere end 50 år.
Peter Nielsen har været smed i mere end 50 år.

Ikke alt er så nemt som før

De to herrer føler sig endnu ikke tynget af alderen. Men der er da situationer, hvor de bliver mindet om, at 50 år i faget har passeret.

- Når man har siddet på gulvet og skal op igen - det er ikke det samme. Nu har vi jo de knæpuder og sådan, så det må tage den tid, det tager, siger Peter Nielsen.

Og det bliver da også noget af det, der kommer til at afgøre, hvor længe de fortsætter.

- Vi har ikke sat en dato på noget, så så længe vi kan holde det ud, og der er nogen, der vil have os til at lave noget. I hvert fald for nu. Helbredet kan jo også svigte engang, men som det ser ud nu, er der ikke noget, der tyder på det, siger Peter Nielsen.

- Jeg tænker lige som Peter, at det kommer af sig selv, når det bliver uoverkommeligt at komme op og ned. Så længe det går godt nok, så tror jeg, vi bliver ved, siger Benny Rasmussen.